Lokalt

Masser af affald på Folkemødet: - Det ligner Roskilde her til morgen

TV 2/Bornholm logo
I samarbejde med TV 2/Bornholm

Med flere unge kommer mere oprydning, lyder det fra rengøringschefen i Bofa.

- Det ligner nærmest Roskilde Festival her til morgen.

Sådan lyder det fra rengøringschef i Bofa (Bornholms Affaldsbehandling), Jan Paulsen, mens næbene på hans affaldsopsamler lukker sig om endnu et stykke plastik, der ligger og flyder på området 'Cirkuspladsen' på Folkemødet.

Jan Paulsen har knapt nok tid til at snakke med TV 2/Bornholm, da han og hans 11 kolleger skal være færdig med oprydningen inden klokken 10.

Og der er masser at rydde op. Mere end Bofa er vant til at håndtere på en lørdag morgen til folkemøde, vurderer Jan Paulsen.

- Man vil gerne have, at der skal komme mere ungdom til Folkemødet. Og vi ved jo godt, at ungdommen fester, og det er jo rigtig fint, at de fester, men det er bare lidt træls at skulle gå og rydde op efter dem.

Men er det noget, der hører med, at når man inviterer flere unge til Folkemødet, må man også tage sådan en ting som mere oprydning med?

- Ja, præcis. Det er jo det, der sker.

- Jeg har også selv været ung en gang for mange år siden.

- Men det ville være rart, hvis de gad bruge skraldespandene lidt mere. Du kan jo se, vi har travlt som bare pokker med at få pladsen klar til åbning.