Lokalt

Forsvundet spækhugger kan have haft hold i ryggen

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Vildtkonsulent Ivar Høst har flere teorier om, hvorfor den efterhånden berømte spækhugger i lang tid lå på samme sted i Limfjorden.

Det er fortsat et mysterium, hvad der har været galt med den spækhugger, der 8. april svømmede ind i Limfjorden.

Den var tilsyneladende sund og rask til at begynde med, men derefter lagde den sig på samme sted ud for Nørre Uttrup Lystbådehavn ved Nørresundby og tog i lang tid ikke føde til sig.

Resultatet var en svag og afkræftet spækhugger, som sultne måger begyndte at hakke til blods.

Et godt tegn den er væk

Vildtkonsulent i Naturstyrelsen Ivar Høst, der dagligt har fulgt spækhuggeren i Limfjorden, mente da også, at den nok ikke ville overleve.

Men onsdag i denne uge kom der pludselig liv i spækhuggeren, som svømmede rundt og sprællede med halen og virkede rask igen – og nu er den væk.

- Vi ved ikke, hvor den er, og det er sådan set et godt tegn. For så kan den jo stadig være i live og svømme rundt ude på havet. Så på nuværende tidspunkt vil jeg vurdere, at vi har en fritsvømmende spækhugger, siger Ivar Høst.

Han har svært ved at vurdere, om den har chancer for at overleve på mere åbent hav, når den er så afkræftet, som det er tilfældet.

- Ud fra dens tilstand i onsdags og måden, den svømmede på, så virkede det meget overbevisende. Så jeg tror, den vil klare sig fint i åbent hav, siger Ivar Høst.

Mange teorier

Hvordan den tilsyneladende døende spækhugger pludselig fik livsmodet tilbage, er lidt af et mysterium for Ivar Høst.

- Vi gætter alle sammen, og der er mange teorier fremme, for det er svært at sige med sikkerhed. Den kan have haft en forgiftning, som så er aftaget. Det kan også være, den har spist et stykke plastik, der så er passeret igen. En anden teori er, at den kan have haft hold i ryggen, der har løsnet sig. Men alt er gætterier, for vi har ingen fakta. Det ene gæt kan være lige så godt som det andet, lyder det fra Ivar Høst.