Lokalt

Historisk kanal kan snart blive sejlbar igen

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Med en dispensation fra Slots- og Kulturstyrelsen er genetableringen af Frederik VII's kanal kommet et stort skridt nærmere.

Slots- og Kulturstyrelsen har nu givet dispensation til det projekt, der skal reetablere og genoprette den historiske Frederik VII's kanal, der løber mellem Løgstør og Lendrup.

I dag er kanalen lukket af i Lendrup-enden, og kun Limfjordsmuseets turbåde tager den godt 4,5 kilometer lange tur til de historiske kanalbetjenthuse, hvorfra der blev holdt øje med alle de handelsskibe, der bragte varer til og fra Løgstør.

3000 fartøjer om året

Sådan var virkeligheden fra kanalen blev gravet helt tilbage i midten af 1800-tallet og frem til 1913, hvor brugen af kanalen helt stoppede. Da der var mest trafik på kanalen, sejlede der 3000 fartøjer om året.

Betjentene bliver formentlig ikke genindsat, men drømmen, om at der igen skal være liv på kanalen, lever i bedste velgående, og borgmester Per Bach Laursen er med dispensationen i hånden meget positiv omkring projektet, der tog sin officielle begyndelse i 2018.

- Da vi søsatte ambitionerne om at reetablere Frederik VII’s kanal, vidste vi godt, at der ville komme flere bump på vejen. Og her må vi i særdeleshed sige, at Slots- og Kulturstyrelsens dispensation er en meget vigtig sten at få ryddet af vejen med målet om at genåbne kanalen, udtaler borgmesteren i en pressemeddelelse.

- En utvetydig og massiv opbakning

Projektet blev blåstemplet politisk i 2018, men allerede inden da havde Limfjordsmuseet i en årrække arbejdet med planerne om at genåbne kanalen. Så også her vækker det stor glæde, at styrelsen bakker op om at genskabe den.

- Der er tale om en utvetydig og massiv opbakning fra Slots- og Kulturstyrelsen, og det er min klare vurdering, at det vil få en afgørende betydning. I styrelsens tilladelse bakker de jo ikke bare op – de definerer faktisk kanalen som et af ”landets største og mest spektakulære, beskyttede fortidsminder”. Det vidste vi jo godt på disse kanter, men det er svært at overdrive vigtigheden af at få det blåstempel fra staten, udtaler direktør ved Limfjordsmuseet, Anders Bloksgaard, i pressemeddelelsen.

Næste skridt i projektet er at få Kystdirektoratets og Miljøstyrelsens opbakning til projektet, og med Slots- og Kulturstyrelsens dispensation i hånden har projektgruppen en god mavefornemmelse for det videre arbejde.