Par prøvede særligt hus i Sæd – flytter nu fra storbyen til Sønderjylland
Huset kan lejes i en periode på 6 til 12 måneder og koster 5000 kroner om måneden plus forbrug.
Det gule hus ligger for enden af en blind vej. Der er hæk til begge sider, og lige bag de store træer i haven ligger en mark. Det er her Niels Jørgen Jakobsen sammen med kæresten Jannie Jørgensen har valgt at slå sig ned. I hvert fald for en stund.
- Det har været vældig fint at komme ud af byen, få noget plads og få højt til loftet. Vi er blevet taget så godt imod her i byen af alle, og det er vi rigtig glade for, siger Niels Jørgen Jakobsen.
Parret er flyttet fra Aarhus til den lille by Sæd lige nord for den dansk-tyske grænse. Byen har omkring 200 indbyggere, og parret har nu har boet der siden 1. marts i år. De er flyttet ind i et såkaldt tilflytterhus. En bolig i byen, hvor potentielle tilflyttere kan få en forsmag på livet i landsdelen, inden de køber fast ejendom.
- Nu er vi hernede, og jeg tror, at det er noget, vi bliver ved med, siger Niels Jørgen Jakobsen.
Tilflytterhus som første skridt
Udover tilflytterhuset i Sæd er der fire andre tilflytterhuse i landet ifølge organisationen Balance Danmark. De findes på Endelave, Ærø, i Tarm og Trekroner, og meningen er at give folk muligheden for en forsmag på livet i en mindre by i en periode på 6 til 12 måneder, inden de tager beslutningen om at flytte.
Onsdag er ordningen til høring i Udvalget for Landdistrikter og Øer på Christiansborg for at undersøge, hvordan tiltaget kan udvides til flere områder i landet.
Det var netop håbet om, at der kunne komme nyt liv i landsbyen, der gjorde, at Lars Thomsen sammen med 15 andre lokale besluttede sig for oprette et selskab og købe en af Sæds tomme huse. Her oprettede de tilflytterhuset i samarbejde med Tønder Kommune og Balance Danmark.
- En landsby har brug for nyt blod, og mange gange bliver ældre borgere flertallet af indbyggerne. Men der er brug for unge og nye familier, som kan holde gang i byen, siger Lars Thomsen.
Huset blev sat i stand, og den første familie flyttede ind i august 2020. Siden har to tyske familier boet i huset. I dag bor familierne i Ravsted og Tønder, og efterspørgslen er kommet bag på Lars Thomsen, der selv har boet i Sæd siden 1987.
- Husene er simpelthen revet væk. Sæd er mit hjem og mit tilholdssted, og når man er stolt af at bo et sted, så vil man også gerne bidrage til, at der kommer nye og flere til for at holde liv i det, siger han.
Drømmen om lokalsamfundet
28-årige Niels Jørgen Jakobsen kommer fra Låsby mellem Silkeborg og Aarhus, og var det ikke for kæresten Jannie Jørgensen, der kommer fra Løgumkloster, var han nok aldrig flyttet til Sønderjylland. Den nye landsdel afskrækker dog ikke østjyden.
- Når man kigger på kortet, så er det jo virkelig langt fra Aarhus, men hernede ligger Sæd jo helt fint. Vi har alt lige omkring os, siger han.
Nu har parret boet i Sæd i snart to måneder. Niels Jørgen har fået flyttet sit arbejde som planteavlskonsulent til Løgumkloster, og Jannie Jørgensen arbejder som sygeplejerske i Aabenraa. Planen er at finde deres eget lille landbrug i det sønderjyske, og med tiden skal Niels Jørgen nok vænne sig til området.
- Der er altid et smil på læben og en god dialekt, så det er dejligt at være kommet herned. Jeg har jo været sammen med svigerfamilien nogle gange, og de taler rigtig sønderjysk, så jeg kan da forstå det meste. Jeg kan ikke selv tale det, men måske kommer det, griner han.
Med høringen i Udvalget for Landdistrikter og Øer håber Lars Thomsen på, at Folketinget kan gøre det nemmere at oprette flere tilflytterboliger i fremtiden.