Danmarks dyreste lejlighed er sat til salg - rekord står for fald

TV 2 Kosmopol logo
I samarbejde med TV 2 Kosmopol

Med lejligheden følger ikke færre end syv altaner.

33 millioner kroner. Ikke mere. Ikke mindre.

Det er prisen på en ejerlejlighed på Holmene tæt på Christianshavn, som netop er kommet til salg på det danske boligmarked.

Og med det prisskilt tager lejligheden titlen som landets dyreste lejlighed, der er til salg.

Det skriver Boliga.dk.

For det svimlende beløb kan en kommende ejer, ifølge salgsannoncen, overtage nøglerne til 254 kvadratmeter fordelt på 5 værelser i 2 etager.

Derudover favner lejligheden hele syv altaner og kig til Københavns havneløb med Nyhavn overfor.

Med det eksklusive hjem følger også en del frynsegoder. De tæller blandt andet parkeringskælder, kajakklub og udsigt til vandet.

Flere prisrekorder på kort tid

Hvis ejendommen bliver solgt til prisen på 33 millioner kroner, vil det, ifølge Boligas salgsprishistorik, være den dyreste lejlighedshandel nogensinde i Danmark.

De prominente lejlighedshandler, der indtil videre har kunnet prale af at være de dyreste i den danske boligmarkedshistorik, blev lukket i henholdsvis november sidste år og januar i år.

Her blev en 319 kvadratmeter stor lejlighed samt en 291 kvadratmeter stor lejlighed nemlig hver især solgt for 32,5 millioner kroner.

Så rekorden står måske for fald.