Russisk skib bragede ind i kajen ved ankomst til dansk havn
Natten mellem lørdag og søndag træder et EU-forbud mod anløb af russiske skibe i kraft, men et russisk skib når at besøge havnen i Horsens inden.
Det russiske skib Surgut gjorde noget af en entré, da det fredag eftermiddag ankom til havnen i Horsens.
Da det skulle lægge til, ramlede det nemlig direkte ind i kajen, hvilket gav et ordentligt brag.
Det fortæller formanden for Horsens Erhvervshavn, Claus Kvist Hansen, til TV 2.
- Jeg ved ikke, om der er sket noget med skibet, men det larmede i hvert fald.
Allerede inden skibet ankom, havde det dog skabt dårlig stemning i Horsens. Man har nemlig på ingen måde lyst til at tage imod et russisk skib.
Virker mærkeligt at tage imod
Ombord har Surgut stål til Hedensted-virksomheden Euro-Steel Danmark. Det er medarbejderne på havnen, der skal stå for at losse skibet.
- Det er lidt ærgerligt, fordi det skaber en dårlig stemning på havnen. Vi har ikke lyst til at tage opgaven, men vi skal jo, fortæller Claus Kvist Hansen.
Selvom det kan virke mærkeligt at tage imod et russisk skib, situationen i Ukraine taget i betragtning, er der ifølge havnedirektøren en god forklaring på, at man gør det alligevel.
- Der er modtagerpligt, så vi kan ikke afvise at lade et skib anløbe. Alt er lovligt og helt efter bogen. Det ville også være dobbelt spild, hvis ikke vi kunne modtage varerne, som folk har betalt for. Så ville russerne både få betaling og beholde godset, og det er ingen interesseret i, siger han til TV SYD.
Skibet har kort tid
Efter skibet er ankommet til havnen i Horsens, har det under 48 timer, før det skal være ude af havnen igen – inden lørdag aften klokken 23.59.
Her træder en ny sanktionspakke mod Rusland nemlig i kraft, som sætter en stopper for anløb af russiske skibe.
Konkret betyder det, at skibe, der er registreret under det russiske flag, ikke længere må sejle ind og lægge til i EU's mange havne.
Claus Holm Christensen tror dog på, at de godt kan nå at tømme skibet, så det kan tage afsted inden fristen.