Tour de France

Sønderjysk bro farvet gul forud for Tour de France

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Den danske del af Tour de France 2022 slutter i Sønderborg den 3. juli.

Der er 100 dage til, at verdensstjernerne på jernhesten drøner afsted i Danmark og åbner Tour de France 2022.

Folkefesten er allerede i gang flere steder i Syd- og Sønderjylland, og onsdag blev glæden frem mod det store cykelløb markeret med færdiggørelsen af omfarvningen af Kong Christian X's bro i Sønderborg.

- Nu har vi arbejdet for det her i flere år, hvor folk har knoklet, og derfor er det her bestemt en milepæl. 100-dages programmet ligger klart, aktiviteterne er planlagt, nu tæller vi bare ned, siger Erik Lauritzen (S), der er borgmester i Sønderborg Kommune.

Han fik lov til at færdiggøre arbejdet med at gøre broen gul.

Broen skal dog efter løbet have sin gamle farve tilbage, og derfor 'maler' man reelt ikke broen, men beklæder den med gult stof, der efterfølgende skal laves til muleposer, så de ikke går til spilde.