Lokalt

Sjælden hvalart faret vild i dansk fjord: - Det er vildt

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Den sjældne næbhval er formentligt strandet i Kolding Fjord. Man kender endnu ikke den præcise art, ligesom man ikke kender størrelsen på den.

Hvis du har været omkring Kolding Fjord i løbet af mandagen, har du måske opdaget, at der ligger en sort skikkelse ude i vandet.

Det er formentligt en hval, der kan være strandet.

Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg er en del af et større beredskab, der netop tager sig af den slags, men de ved ikke meget om hvalen på nuværende tidspunkt.

- Vi er på sagen med at kunne skaffe bedre materiale, men lige nu ved vi ikke, hvordan forholdene er, siger Charlotte Bie Tøstesen, der er museumsinspektør ved Fiskeri- og Søfartsmuseet.

Ifølge Naturstyrelsens oplysninger har hvalen svømmet rundt i Kolding Fjord den seneste uges tid, men er først i dag fundet i lavere farvand.

- Det er ikke første gang, at man ser hvaler i Kolding Fjord, og de er også strandet tidligere. Men lige nu ved vi faktisk ikke, om hvalen er strandet, siger museumsinspektøren.

Efter at have set dronebilleder af hvalen kan Charlotte Bie Tøstesen dog fastslå, at der er tale om en næbhval. Hun ved dog endnu ikke hvilken art af næbhval, der er tale om.

At det netop er en næbhval er ikke uinteressant, påpeger naturvejleder, Jørn Chemnitz (SF).

- I sjældenhedsfaktor tænker jeg wow!, siger han til TV SYD.

Næbhvaler

Næbhvaler er en familie af oceaniske tandhvaler med seks slægter og 22 beskrevne arter.

Længden varierer fra 3 m til omkring 12 m.

Er en såkaldt oceanisk hval, der primært lever af blæksprutter.

Der er tidligere registreret ti strandinger af næbhvaler i Danmark, hvor den seneste var i 2020. Den strandede på Rømø.

Næbhvaler lever normalt i flokke.

Han påpeger, at det understreger, hvor fantastisk et farvand Lillebælt er, og han understreger, at det er en ekstra interessant dimension for Naturpark Lillebælt.

Og fascinationen stopper ikke der.

- Det er enormt trist for dyret, men virkelig spændende for forskningen. Vi har ikke ret meget data på næbhvalen, så jeg tror, at det her er rigtig interessant for blandt andet vores universiteter.

- De er meget sjældne, så det er vildt, at der ligger én her nu, siger Jørn Chemnitz.

Der er senest registreret en strandet næbhval på Rømø i 2020.

Indtil videre er hvalens størrelse ukendt, og det er også derfor, at man ikke kan sige, om hvalen er strandet. Det er blandt andet Fiskeri- og Søfartsmuseet ved at undersøge.