Lokalt

DF-profil genopstiller ikke

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Efter 20 år som nordjysk folketingsmedlem for Dansk Folkeparti genopstiller nordjyden ikke ved næste folketingsvalg.

Det nordjyske folketingsmedlem Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti forlader Folketinget, når der næste gang udskrives valg.

Den 66-årige nordjyde meddelte tirsdag sine partifæller på Christiansborg, at han ikke genopstiller.

Bent Bøgsted pointerer, at beslutningen om ikke at genopstille blev truffet sidste sommer, og at den ikke er udløst af weekendens formandsvalg i partiet. Her støttede Bent Bøgsted Martin Henriksen, der tabte valget til Morten Messerschmidt.

- Kristian (Thulesen Dahl, red.) bad mig om at vente med at offentliggøre beslutningen til efter kommunalvalget. Da der så umiddelbart efter blev indkaldt til ekstraordinært årsmøde, valgte jeg at vente til nu for at holde tingene adskilt, siger Bent Bøgsted.

Han og hustruen Hanne traf beslutningen i fællesskab.

- Både Hanne og jeg døjer lidt med helbredet. Jeg er lige blevet 66 og har været i Folketinget i 20 år, så jeg synes, jeg har aftjent min værnepligt. Hanne og jeg ser frem til igen at få en hverdag sammen, siger Bent Bøgsted til TV 2 Nord.

To ugers betænkningstid

For flere uger siden meddelte Bent Bøgsted, at han ville støtte Martin Henriksen som ny formand. Han lod også forstå, at han ikke syntes, Morten Messerschmidt besidder de lederegenskaber, en partileder bør have.

Skulle det ske, at Messerschmidt vandt, ville Bent Bøgsted, sagde han dengang, bevilge sig selv 14 dage til at overveje, hvad han så ville gøre.

At han nu bebuder sin afgang ved næste valg, ændrer ikke ved det. Hans skepsis over for den ny formand er der ikke rokket ved - og han vil stadig overveje situationen inden for de kommende uger.

- Nu må vi se, hvordan det hele går i gruppen. Det vil jeg afvente, før jeg gør op med mig selv, hvad jeg gør i resten af valgperioden, siger Bent Bøgsted.

Kan blive løsgænger

Han kommer imidlertid, siger han, ikke til at træde ud af Folketinget i utide. Han bliver under alle omstændigheder perioden ud, hvilket vil sige maksimalt 16 måneder.

Hvis det "går helt galt med partiet", nævner han selv muligheden for at blive løsgænger.

Bent Bøgsted har de fleste af årene som nordjysk folketingsmedlem været opstillet i Frederikshavn-kredsen. Her skal man nu på jagt efter en afløser for den nordjyske DF-veteran.

Efter planen holdes der opstillingsmøde i marts.