Coronavirus

Skole har 115 smittede: - Det er fuldstændig kaotisk

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Udbredt coronasmitte på skolerne blandt lærere og elever betyder huller i vagtplanen.

- Det har været en kaotisk uge, siger skolelederen på Gl. Lindholm Skole, Carsten Søndergaard.

På skolen i Lindholm ved Aalborg har coronasmittens høje bølger for alvor fået fat i skolens elever og personale.

- Vi har 115 ud af 600 elever, der smittet, og 35 lærere og pædagoger. Vi har haft alle lærere og personale til at hjælpe, da det har været fuldstændig kaotisk med al den smitte, siger skolelederen.

Uden forældrenes hjælp ville vi ikke kunne have klaret den her hårde periode

Carsten Søndergaard

Coronasmitten på skolen har medført, at enkelte timer er blevet aflyst, fordi det har været umuligt at dække vagtplanerne helt ind.

- Vores personale knokler med at få tingene til at gå op, så der kan være lærere og pædagoger nok med børnene, siger Carsten Søndergaard.

Forældre og personale gør en ekstra indsats

På skolen Gl. Lindholm har forældrenes og personalets ekstra indsats været en gevinst for skolen i disse hårde coronatider.

- Uden forældrenes hjælp ville vi ikke kunne have klaret den her hårde periode. De har virkelig været gode til at teste deres børn, sådan så vi har kunne opdage smitten, siger skoleleder Carsten Søndergaard.

En stor del af lærerne og eleverne har været smittet, så på den måde håber jeg på, at vi har nået en eller anden form for immunitet

Mogens Brag, Strandby Skole

Han er også selv smittet med corona. Han håber på, at skolen nu har nået toppen af smitten, så børn og personale snart kan vende tilbage til skolens normale rutiner.

- Skolen betyder meget for børns trivsel. Både det sociale og faglige er meget vigtigt for vores elever, og vi knokler derfor for at børnene får glæde af begge ting, siger Carsten Søndergaard.

Selvtests er den eneste grund til, at skolen holder åbent

Selvtests er blevet en fast del af skole forberedelserne i løbet af ugen, og på Gl. Lindholm Skole mener skoleleder Carsten Søndergaard, at det er den eneste grund til, at skolen ikke er lukket ned endnu.

- 90 elever af de 115, som er smittet blev testet positive, da de blev testet med selvtests af deres forældre. Det er jo virkelig godt, at vi har opdaget det før, det gik hen og blev mange flere elever, siger Carsten Søndergaard.