Coronavirus

Oprør på OUH: - Vi kan ikke både lave mad, køre patienter og gøre rent på samme tid

TV 2/Fyn logo
I samarbejde med TV 2/Fyn

Serviceassistenterne på OUH demonstrerede fredag morgen. De føler sig overset i forhold til andre personalegrupper.

- Vi har fået nok.

Så simpelt udlægger Lise Bergstrand, serviceassistent på Odens Universitets Hospital (OUH), hendes og kollegernes markering af deres utilfredshed med arbejdsforholdene.

- Vi er undernormeret, vi får lagt flere og flere opgaver over, og vi bliver ikke tilgodeset i forbindelse med de ekstra penge, der er blevet uddelt via først vinterpakken og nu også januarpakken.

- Ikke at det nødvendigvis er penge, vi vil have, men vi er skåret fuldstændig ind til benet normeringsmæssigt.

- Det næste, de kan tage, det er knoglemarven. Vi kan ikke mere, slår Lise Bergstrand fast.

Serviceassistenterne viste deres utilfredshed med en stille 20 minutters demonstration fredag morgen foran hovedindgangen til OUH i Odense.

Flere opgaver, ikke flere kolleger

Lise Bergstrand forklarer, at nye opgaver som sengeafredning og -opredning samt madservice ligger naturligt for serviceassistenterne, men at der mangler tid til opgaverne, som er flyttet over til dem for at aflaste de pressede sygeplejersker.

- Men når ikke vi får flere folk til det, så er det svært at nå det, siger Lise Bergstrand.

Hun forklarer, at opgaven med madservice binder serviceassistenter, som dermed ikke kan hjælpe med transport til operationer. Det er samtidig med, at der skal serveres morgenmad.

- I sidste ende kan det gå ud over patienterne. Hvis de kommer for sent, kan de blive aflyst. Vi kan altså kun være et sted ad gangen.

Opråb til ledelse og politikere

Målet med morgenens demonstration er at råbe ledelse og politikere op, så der kan blive ansat flere hænder til serviceassistenternes opgaver.

- Vi står og ser ind i en periode med meget sygdom. I øjeblikket er vi lagt ned af corona, men andre vira finder også vej, siger Lise Bergstrand.

Utilfredsheden blandt serviceassistenterne har også nået hospitalets øverste ledelse. Her mener direktøren, Torben Hedegaard Jensen, helt grundlæggende, at en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse er den forkerte vej at gå.

- Men det er et signal om, at der er nogle problemer. Det er nogle problemer, som vi allerede har arbejdet med, men vi er tydeligvis ikke i mål, siger han.

Lise Bergstrand mener, at en løsning kunne være at købe ekstern hjælp, indtil sygehusene er nået igennem den svære periode.

- Vi kan ikke både lave mad, køre patienter og gøre rent på samme tid. Så vi er pressede, rigtig pressede, siger Lise Bergstrand.

Lise Bergstrand siger, at det for hende er vigtigst med flere kolleger. I anden række kommer en anerkendelse af indsatsen.

- Det behøver ikke nødvendigvis at være med penge, men det er bare trist at se, at tre gange er vores plejekolleger blevet tilgodeset. Og det er de samme hver gang. Der er meget, meget få af vores, der har fået den anerkendelse.

Det ærgrer direktøren, at gruppen af serviceassistenter ikke føler sig anerkendt.

- Det er sindssygt vigtige opgaver, de løser, så jeg er ked af, at der er en oplevelse af, at man ikke bliver anerkendt for den kæmpe indsats, siger han.

Eksempler på dårlig ledelse

Hospitalet har været særligt presset henover efteråret, og serviceassistenterne har blandt andet fået tilført ekstraopgaver. Torben Hedegaard Jensen er opmærksom på, at de risikerer at kollidere med andre faste arbejdsopgaver.

- Sådan skal det selvfølgelig ikke være. Der er tilført ressourcer til de her ekstraopgaver, og nu skal vi sikre, at ressourcerne også er blevet placeret, hvor opgaverne ligger.

- Som billedet er nu, er der ikke flere hænder på vej. Det handler i første omgang om at få arbejdet med arbejdsplanlægningen, så vi kan sikre, at enderne mødes, siger Torben Hedegaard Jensen.