Lokalt

Genforenet med familien i Herning: Hund overlevede 15 dage i Norges ødemark

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Familien Rosendals hund Apo løb væk under en nytårstur til Norge, fordi han blev skræmt af fyrværkeri. 15 dage senere blev Apo fundet.

Matilde Rosendal fra Herning, hendes familie og nogle venner var rejst til Norge for at stå på ski og fejre nytår i byen Geilo.

Men fejringen af det nye år blev slet ikke, som de forventede.

- Vi havde en fantastisk ferie indtil klokken 22.15 31. december. Jeg gik ud med vores affald, og på det tidspunkt lyder der et ordentligt brag fra noget fyrværkeri, og så løber vores hund Apo afsted. Jeg har aldrig set ham løbe så hurtigt før, siger hun.

Apo er en 10 år gammel hund af racen Bearded Collie, som slet ikke er vant til kraftig kulde, og derfor skyndte Matilde Rosendal sig at kontakte politiet i Norge, da hun så, at hunden løb mod landevejen.

Søgte hjælp i Facebook-grupper

Både Matilde Rosendal, hendes familie og venner ledte efter ham hele aftenen, mens bulder og brag fra raketter blev mere og mere øredøvende.

Natten til 1. januar var lang for Matilde Rosedal. Tanken om hendes hund alene i de kolde fjelde gjorde ondt. Så hun måtte gøre mere for at få ham hjem.

- Så ligger jeg der om natten og prøver at finde Facebook-grupper i Geilo, hvor jeg efterlyser vores hund, og så skriver jeg, at der er en dusør til dem, som finder ham, fortæller hun.

Her blev Matilde Rosendal bekendt med Facebook-siden ’Rømlingen’, som er et stort netværk for efterlyste hunde.

Allerede to dage senere var der over 100 frivillige, der hjalp med eftersøgningen af den danske hund.

De mange frivillige fra lokalområdet havde også skaffet droner for at gøre eftersøgningen bedre.

Håbet forsvandt

Familien fra Herning blev i Norge til 5. januar, selvom de egentlig skulle have været hjemme 2. januar, fordi eftersøgning af Apo tog til.

Sammen med over 100 mennesker ledte de efter ham. Men som dagene gik, forsvandt håbet for Matilde Rosendal.

- Det var minus 19 grader, så jeg troede ikke på det mere. Jeg havde ikke forestillet mig, at han ville overleve det her. Og jeg ventede egentlig bare på, at nogle havde fundet ham død, fortæller hun.

Selvom Matilde Rosendal havde mistet håbet, så havde de mange frivillige langt fra givet op. Og i lørdags modtog familien Rosendal hjemme i Danmark den bedste opringning, de overhovedet kunne få fra en af de frivillige eftersøgere.

- Jeg får et videoopkald klokken 14.20, og der spørger han, om jeg er sammen med min familie. Faktisk går jeg væk fra min familie, fordi jeg tror, at han nu skal vise mig en død hund, siger hun og fortsætter:

- Men så siger han, at jeg skal gå ind til mine børn, og så vender han kameraet, og så sidder Apo bare der, siger hun.

Det var en lokal mand fra Geilo, som var på tur i den norske natur med en ung syrisk flygtning, der havde fået øje på Apo, imens de var i færd med at lave bål. De havde taget sig af ham og givet ham mad.

En glad, men meget træt Apo

Herning-hunden Apo endte med at være alene i den norske natur i 15 dage, og de kolde temperaturer har påvirket hunden.

- Han kom med det samme til dyrlæge i Geilo. Her fortalte dyrlægen, at hans poter og ører var slemt skadet på grund af forfrysninger. Han havde tabt sig næsten otte kilo, siger Matilde Rosendal.

Men efter omstændighederne har Apo det godt. Dog er han meget træt og skal slappe af det næste stykke tid.

I dag er Rosendal familie meget taknemmelige for den hjælp, som de mange lokale viste.

- Det er helt fantastisk, at vi har Apo tilbage. At folk frivilligt har brugt så meget tid og så mange kræfter på at lede efter en dansk hund - det kan slet ikke beskrives, hvor meget det betyder for mig, siger hun.