Lokalt

Borgere lettede over fængsling af børnelokker: - Det skaber lidt ro

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

I flere år har en 60-årig mand, der er tidligere dømt for pædofili, skabt utryghed i den lille by Hejninge vest for Slagelse.

Et lettelsens suk gik gennem den lille by Hejninge vest for Slagelse, da Retten i Næstved fredag besluttede at varetægtsfængsle en 60-årig mand i fire uger.

Som TV2 ØST i samarbejde med TV2 kunne fortælle søndag, har den pågældende mand i længere tid skabt utryghed i det lille lokalsamfund.

Manden, der ofte er set cykle omkring i lokalområdet, blev i 2019 idømt ni måneders fængsel for besiddelse af børnepornografi og seksuelle krænkelser af en dengang 11-årig dreng. Siden da har manden gentagne gange taget kontakt til samme dreng, selvom manden har et tilhold mod at gøre det.

Jeg tænker, det skaber lidt ro, men vi er også spændte på, hvordan det videre forløb kommer til at være

Astrid Vind, skoleleder, Trelleborg Friskole

- Jeg var utrolig lettet, og jeg var utrolig lettet på de involverede familiers vegne. Jeg er også lettet på elevernes vegne på skolen, fordi det har været noget, der har berørt os de sidste par år, siger Astrid Vind, der er skoleleder på Trelleborg Friskole i Hejninge.

Hun har også set, hvordan manden har stået og ventet på eleverne ved skolens fodboldbane og skolens busstoppested. Af denne grund har skolen haft et billede hængende af manden på lærerværelset, så alle ved, hvordan han ser ud.

- Jeg tænker, det skaber lidt ro, men vi er også spændte på, hvordan det videre forløb kommer til at være – både for de berørte elever, men også for os ude på skolen, tilføjer Astrid Vind.

Den pædofilidømte mand har skabt stor utryghed i området. Tre drenge på den lokale skole har tilhold mod ham, men alligevel dukker manden ofte op på skolens område. Derfor hænger hans billede nu på lærerværelset.

Den 60-årige mand har også forsøgt at opbygge en relation til flere andre drenge i lokalområdet. Heriblandt Marianne Bülow Larsens dengang 12-årige søn, der både har modtaget beskeder på Instagram, ligesom manden har forsøgt at aflevere pengegaver til drengen.

- Jeg blev glad, fordi jeg tænkte, nu sker der noget i den her sag, siger Marianne Bülow Larsen i dag om politiets engagement i sagen torsdag og rettens efterfølgende varetægtsfængsling af manden fredag.

- Det er gået stærkt, men det er jeg kun glad for, det er gjort. Men jeg har måske heller ikke nået at tænke så meget over det, for der har været meget de sidste par dage, tilføjer hun.

Håber på behandlingsdom

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har sigtet manden for 11 forhold, hvor han har overtrådt tilhold mod den i dag 14-årige dreng.

Tidligere på ugen kunne TV2 ØST blandt andet vise skjulte videooptagelser af manden, der cykler forbi den 11-årige dreng og vinker til ham.

Trods tilhold, der forbyder manden at tage kontakt til drengen, vinkede manden til ham to gange. Det er blandt andet derfor, manden nu er blevet varetægtsfængslet.

Jeg er ikke i tvivl om, at den her mand har brug for hjælp på en eller anden måde

Marianne Bülow Larsen, Hejninge

- Det kommer til at give ro både for Trelleborg Friskole og de drenge, som det drejer sig om, og hele samfundet. Mange har været ekstra opmærksomme nu, hvor sagen har været oppe i medierne, siger Marianne Bülow Larsen.

Hun håber, at manden nu vil få en behandlingsdom.

- Jeg er ikke i tvivl om, at den her mand har brug for hjælp på en eller anden måde. Det er det, jeg håber, man vil give ham og ikke bare lukker ham ud, når han har afsonet sin straf, og det så bare fortsætter – for det er jeg ikke i tvivl om, vil ske.

Den 60-årige mand overvejer fortsat, om han skal kære varetægtsfængslingen til landsretten.