Lokalt

Børnelokker fængslet for at overtræde tilhold 11 gange

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

TV 2 og TV 2 ØST har dokumenteret hvordan manden i november sidste år jævnligt cyklede forbi sit offers skolevej, når drengen fik fri fra skole.

Søndag fortalte TV 2 i samarbejde med TV ØST om en 60-årig mand, som skabte utryghed i landsbyen Hejninge vest for Slagelse.

Manden er dømt for at være i besiddelse af børneporno samt for at have begået et seksuelt overgreb på et barn. Han har gentagne gange forsøgt at skabe kontakt til flere mindreårige drenge - herunder en i dag 14-årig dreng, han er dømt for at have begået et seksuelt overgreb imod.

Nu er manden anholdt og sigtet for at have overtrådt et polititilhold mod den 14-årige dreng 11 gange.

Det kom frem under et grundlovsforhør i Retten i Næstved fredag.

Retten besluttede at varetægtsfængsle den 60-årig mand i fire uger.

Det er ikke gjort med forsæt for at skabe kontakt

Den sigtede i retten

Dommeren forklarede blandt andet varetægtsfængslingen med, at der er begrundet mistanke for, at manden har overtrådt tilholdet.

En beslutning, Katrine Hansen, der er anklagerfuldmægtig hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, er tilfreds med.

- Vi mener, han skal varetægtsfængsles for at sikre, at han stopper med at bryde de her tilhold – og så han ikke har mulighed for at påvirke den efterforskning, politiet nu skal lave.

Hun fortæller, at anholdelsen skete i torsdags på baggrund af en anmeldelse, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog i mandags.

Nægter sig skyldig

Manden er sigtet for på forskellige måder at prøve at komme i kontakt med drengen, som han tilbage i 2019 blev idømt ni måneders fængsel for at krænke seksuelt. Derudover sigter Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi også manden efter den nye lov om stalking.

Den 60-årige mand nægter sig skyldig i alle forhold.

Manden er blandt andet sigtet for at smide poser med slik, muslingeskaller og penge ind i haven til drengens hus og i et sommerhus, hvor drengen befandt sig.

Derudover er han også sigtet for tre gange at mødes med en anden dreng og give ham penge for at tage kontakt til den 14-årige dreng. Sidst er han også sigtet for flere gange at vinke og forsøge at skabe kontakt til drengen ved at cykle forbi, når drengen kommer hjem fra skole.

Noget, TV 2 og TV 2 ØST dokumenterede på video i november og december 2021. I løbet af ti dage observerede vi manden cykle forbi den vej, drengen benytter, når han cykler hjem fra skole.

Seks af dagene blev den 60-årige mand observeret cykle forbi i tidsrummet, hvor drengen cyklede hjem.

Dette er optagelserne fra drengens egen telefon. Video: TV 2 Danmark

- Det er ikke gjort med forsæt

I retten fortalte den 60-årige mand, at han på intet tidspunkt havde forsøgt at tage kontakt til drengen.

- Jeg har ikke hilst, for det ved jeg, at jeg ikke skal. Det nytter ikke noget.

I retten spurgte anklageren ind til en video, drengen selv havde filmet 25. november, I videoen vinker den sigtede, da han cykler forbi drengen. Om det forklarede den 60-årige:

- Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor jeg gør det. Det er ikke gjort med forsæt for at skabe kontakt, forklarede han.

Forsøgte at kontakte offer med seddel i kuglepen

Manden har ifølge TV 2 og TV 2 ØSTs oplysninger tidligere forsøgt at omgå polititilholdet mod den 14-årige dreng. Det skete ved, at han kontaktede en anden dreng, August, i landsbyen, en dag han stod af skolebussen.

Augusts mor, Marianne Bülow Larsen, har fortalt, hvordan manden gav August en kuglepen, hvor han havde placeret et lille stykke sammenrullet papir med et telefonnummer inden i, og han sagde, at August skulle give kuglepennen til den anden dreng.

Han gav også August en seddel med et telefonnummer på og 100 kroner i kontanter, og August husker, at manden sagde: ”Så kan du altid ringe til mig og tjene penge på det her”.

Den 60-årige mand er også trængt ind på deres ejendom, mens August var alene hjemme.

Her efterlod han 1.500 kroner i en kuvert uden andet end teksten “Til August” på.

Den episode resulterede i, at manden blev tildelt et polititilhold, der forbyder ham at kontakte Marianne Bülow Larsens søn eller opholde sig i nærheden af familiens hus og drengens skole.

Mandens adfærd har fået forældrene i Hejninge har lavet aftaler med deres børn om, at de skal kontakte en voksen med det samme, hvis de ser manden. Og på skolen har de et billede af manden hængende på lærerværelset, så alle ved, hvordan han ser ud.