Lokalt

Fastelavnsbolle-sæsonen er allerede i gang: Bager solgte de første mellem jul og nytår

TV 2/Fyn logo
I samarbejde med TV 2/Fyn

Der er langt over en måned til fastelavn - alligevel er alverdens slags fastelavnsboller allerede flyttet ind i vinduerne hos bagerne.

Knap nok er brunkagerne fortæret og kransekagerne spist, før landets bagere har gang i den næste store kage-sæson; fastelavnsboller.

Selvom fastelavn først er den 27. februar, er fastelavnsbollerne allerede flyttet ind i vinduerne hos flere bagere.

Det er blandt andet sket hos Assens Bageri. Her blev de første fastelavnsboller solgt allerede mellem jul og nytår.

- Nogen har sagt, at det er alt for tidligt, men så køber de alligevel fire. Vi tyvstarter altid lidt før, sæsonen egentlig går i gang, fortæller Marianne Jørgensen, der er salgsmedarbejder hos bageren.

Allerede nu kan kunderne i Assens Bageri smage ti forskellige varianter af den traditionsrige fastelavnsbolle.

- Og det er kun den spæde opstart, siger Marianne Jørgensen.

En gammeldags eller en med wienerbrød?

Fastelavnsbollerne stammer sandsynligvis fra 1.600-tallets Tyskland.

Ifølge gammel skik fejrede man, at fasten snart gik i gang ved at spise hvedebrød, som var forbudt i fasteperioden, som varede fra fastelavn til påske.

I dag handler fastelavn for de fleste mest om udklædning, slik eller ballade og den søde bolle - og der er siden 1.600-tallet kommet flere slags at vælge mellem.

Der findes naturligvis den gammeldags gærbolle med remonce og glasur på toppen. Siden er wienerbollen med fløde kommet til og senest en bolle af vandbakkelse med alverdens fyld.