Lokalt

Skole indfører kønsopdelt undervisning

TV 2/Bornholm logo
I samarbejde med TV 2/Bornholm

8. årgang på Åvangsskolen på Bornholm vil fra i dag og frem til vinterferien være opdelt i et drenge- og et pigehold. Det vækker undren og forargelse.

Når klokken ringer ind til undervisning onsdag kommer 8. årgang ind i nogle noget anderledes klasser på Åvangsskolen i Rønne. De tre eksisterende klasser bliver nemlig slået sammen til to hold. Et med drenge og et med piger.

En af dem, der skal have undervisning med pigeholdet, er Rebecca Kempfner Andersen, som ikke ser frem til den nye opdeling.

- Man regner med, at man kommer tilbage til en normal klasse med dem, man går med. Så kommer man derhen, og så skal man være sammen med piger hele dagen. Når man kommer hjem, er det det samme dagen efter. Det bliver svært at komme derhen i en hel måned, fortæller hun.

Åvangsskolen meldte ud på intranetportalen Aula, at man fra 5. januar og frem til vinterferien vil inddele eleverne i drenge- og pigehold.

Det har siden været genstand for debat blandt forældrene, der har haft blandede følelser om inddelingen.

Skoleleder: Opdeling er helt tilfældig

En af dem, der har deltaget i debatten, og som er imod inddelingen, er Ann-Mari Kempfner, der er mor til Rebecca Kempfner Andersen.

- Jeg kan ikke se, hvordan det skal gavne. Hvordan gavner det at splitte to køn, siger Ann-Mari Kempfner.

Thomas Mogensen er skoleleder på Åvangsskolen, og han er bekendt med kritikken. Han fortæller dog, at man ikke skal lægge det store i opdelingen.

- Overvejelserne er nogle gange, om vi skal dele op omkring faglighed, omkring interesser og så videre. Nu er det her en opdeling i relationer. Det er helt tilfældigt, at vi deler op i drenge og piger, fortæller han.

- Jeg kan ikke se, at det skal give mindre støj eller bedre læringsmiljø i klassen, når man samler tre klasser i to hold, siger Claus Stamer, der er forælder til en elev på Åvangsskolen på Bornholm. Billeder fra TV 2/Bornholm Video: TV 2 Bornholm

Drenge og piger forstyrrer hinanden

I beskeden fra Åvangsskolen til forældrene skriver skolen, at man har haft fokus på årgangens tryghed og motivation, da man i en trivselsundersøgelse havde fundet ud af, at årgangen scorede lavt inden for de to punkter.

Åvangsskolen skrev videre, at man blandt andet havde oplevet, at drengene og pigerne forstyrrede hinanden.

Den forklaring undrer dog Claus Stamer, der er far til et barn i 8. årgang på Åvangsskolen.

- Jeg kan ikke se, at det skal give mindre støj eller bedre læringsmiljø i klassen, når man samler tre klasser i to hold, siger Claus Stamer.

Opdelingen af de tre klasser til to hold af hvert køn begynder onsdag og løber til vinterferien. I forbindelse med vinterferien evaluerer lærerne opdelingen med eleverne.