Lokalt

Frivillige henter folks brugte juletræer for at hjælpe kræftramte børn

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Frivillige har haft stor succes med at afhente folks juletræer, og pengene går ubeskåret til kritisk syge børn.

En vigtig bestanddel i julehøjtiden er det fint pyntede juletræ. Men når julen er ovre skal det bortskaffes. Det hjælper frivillige ryttere fra Team Rynkeby Øresund gerne med.

Og den den frivillige gruppe har haft travlt. De har drønet rundt i Nordsjælland (dog ikke på cykel) og indsamlet kasserede juletræer, som bliver kørt på genbrugspladserne. Og det er ikke bare en lille håndfuld, der er tale om.

- Vi har hentet 875 træer og samlet 130.000 kroner ind i vores team. Vi er overordentlig tilfredse, siger Torben Hansen, der er Rynkeby-rytter og deltager i juletræsafhentningen.

Team Rynkeby indsamler generelt midler til børn med kritiske sygdomme. Alt det der indsamles i forbindelse med juletræsindsamlingen går ubeskåret til Børnecancerfonden.

Det stopper ikke der

Men det stopper ikke ved de 130.000 kroner, selvom indsamlingen officielt er ovre, og juletræerne er gjort op.

- Vi har også hentet pantflasker i forbindelse med juletræsindsamlingen, som skal indkasseres, og som kommer oveni. Så vi forventer at, vi lander på cirka 200.000 kroner, fortæller Torben Hansen.

Han tilføjer, at beløbet kommer endnu højere op, for der er stadig nogle, der melder sig til at få afhentet deres juletræ.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Bedre end året før

Det er andet år i træk, at Team Rynkeby Øresund er ude at indsamle de aflagte juletræer og i år er rekord.

- Sidste år hentede vi omkring 700 træer, så vi er højere oppe end sidste år, siger 59-årige Torben Hansen.

For ham har det stor betydning at være med.

- Det betyder sindssygt meget. Det giver mig stor tilfredsstillelse at gøre noget for mig selv, men også at kunne hjælpe andre. Og så er det godt på det sociale plan, siger han.

Østsjælland melder sig også ind

I alt seks teams på landsplan har samlet ind i år. Heriblandt Teams Rynkeby Østsjælland, som for første gang har samlet juletræer ind i år.

Teamet dækker over Køge og Storkøbenhavn og her blev det til cirka 165 indsamlede juletræer og dermed 25.000 kroner.

- Vi var lidt nogle amatører, der lige skulle lære at få det hele stablet på benene. Som intro var det en god start, men vi ville selvfølgelig gerne have indsamlet flere, siger Lau Bak Larsen, der er ansvarlig for juletræseventen i deres team.

Prisen for at få afhentet sit juletræ veksler mellem 100 og 125 kroner - men det står en frit for at donere mere.