Coronavirus

Spillested efter nedlukning: - Tæt på en katastrofe

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

De kommende restriktioner rammer blandt andet koncertsteder og julefrokostarrangører.

- Udover at vi kommer tidligt på juleferie, så er det selvfølgelig tæt på en katastrofe.

Sådan lyder det fra Steen Jørgensen, der er direktør for koncertstedet Vega i København, efter at regeringen onsdag præsenterede en række nye restriktioner, der skal bremse den stigende coronasmitte.

- Hos Vega har vi endnu 18-20 koncerter, der skal afvikles, inden året er omme, men efter de nye restriktioner er indført, bliver de koncerter ikke til noget, siger direktøren og uddyber:

- Det er træls. Det bliver jeg nødt til at sige. Vi havde håbet, vi kunne komme igennem uden at lukke ned. Vi har været der før, og vi ved, hvilke opgaver der ligger foran os. Der ligger en dialog med artisterne, som programafdelingen kaster sig over i morgen.

Dansk Erhverv: Nye restriktioner er voldsomme

- De nye restriktioner vil lægge et massivt pres på en række virksomheder i Danmark. Især dem, der lever af at underholde, samle og flytte folk. Vi skal selvfølgelig tage situationen alvorligt, men vi skal også snart lære at leve med coronaen, siger Brian Mikkelsen og uddyber:

- På baggrund af pressemødet i går har flere af vores medlemmer registreret mange aflysninger. Så vi ved, mange vil holde op med at gøre det, de ellers gerne må - og det vil ramme restauranter, natteliv, musik, hoteller, kulturvirksomheder og rejsebranchen, samt deres leverandører ekstra hårdt.

Morten Grunk Jensen, der er direktør i Grunk Event & Firmajulefrokost, som er Danmarks største leverandør af firmajulefrokoster, jubler heller ikke just over regeringens udmelding.

- Jeg ved også godt, at i morgen så kommer der rigtig mange annulleringer, fordi man har opfordret til ikke at holde julefrokost.

Kunder skal betale trods aflysninger

Han har allerede fået aflysninger på 4.000 kuverter over de seneste tre uger.

Men da det er frivilligt at aflyse julefrokosterne, så opstår der nogle diskussioner med kunderne, som Morten Grunk Jensen gerne havde været foruden.

- Da man gerne må (afholde julefrokoster, red.), så kan vi ikke forvente, at der er kompensation. Vi hænger på alle omkostningerne, og de bliver opkrævet af kunderne, da det er en frivillig annullering, de laver, siger han og fortsætter:

- Det har de ikke altid forståelse for, fordi de bare følger opfordringerne. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi skal diskutere med kunder om det rimelige i, at de stadig skal betale for et produkt, som de ikke får, fordi de følger myndighedernes anvisninger, som er en opfordring.

DI: Det er en ond spiral

- Når nye restriktioner rammer restauranter, natteliv og underholdnings- og forlystelsesindustrien, bliver de ramt igen. Det er en ond spiral. Det er brancher, hvor virksomhederne endnu ikke er kommet sig over sidste nedlukning, og de har brug for smør på brødet. De er helt uforskyldt voldsomt presset i forvejen, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i Dansk Industri (DI) og uddyber:

- Når der er tale om en opfordring, har vi tidligere set, at virksomheder bliver ramt. Det sker, når kunderne aflyser på politikernes opfordring, men ikke kan få kompensation, netop fordi der er tale om en opfordring. Det er kort og godt en urimelig situation at sætte erhvervsdrivende i, når de i forvejen kæmper med næb og klør for at holde liv i forretningen og bevare arbejdspladserne, siger Emil Fannikke Kiær, der også vil kæmpe for en ordentlig og fair kompensationsløsning for virksomheder, der rammes af denne opfordring.

For Grunk Event & Firmajulefrokost har de mange aflysninger derfor ikke en økonomisk konsekvens her og nu, men derfor havde direktøren alligevel håbet på en nedlukning for hans branche.

- Vi er tvunget til at afvikle festerne, for ellers lukker vores firma.

Men selvom hans firma ikke er lukningstruet på grund af den manglende indkomst, så er han bekymret for konsekvenserne ved de mange aflysninger.

- Jeg er bekymret for, hvor langt tid det tager at genopbygge tilliden, fordi vores kunder 80 procent er gengangere, og det er klart, hvis de har været ude for en træls oplevelse, så er det ærgerligt.

DA: Virksomheder havner i en meget vanskelig situation

- Vi havde håbet at komme gennem vinteren uden restriktioner. De nye udmeldinger stiller en række virksomheder i en meget vanskelig situation. Vi ser frem til, at vi sammen med vores partnere i regeringen og fagbevægelsen hurtigt kan blive enige om de helt nødvendige løsninger – til gavn for virksomheder og medarbejdere. Det er meget vigtigt, at vi undgår en stor bred nedlukning af samfundet. Det vil få store negative konsekvenser for alle. Derfor skal vi bryde smittekæderne og bremse pandemien, siger administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Jacob Holbraad.