Lokalt

Politiet frygter, at far tilbageholder datter mod hendes vilje

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

En 32-årig mand og hans otteårige datter har begge været forsvundet siden lørdag.

En 32-årig mand og hans otteårige datter har begge været forsvundet siden samvær lørdag i Roskilde.

Derfor beder Midt- og Vestsjællands Politi nu offentligheden om hjælp til at finde de to.

Det oplyser politikredsen søndag eftermiddag i en pressemeddelelse.

Politiet oplyser, at faren og datteren sidst er set lørdag omkring klokken 11.30 i området omkring hovedbiblioteket i Roskilde.

- Den 32-årige far er nu mistænkt for unddragelse af forældremyndigheden, idet datteren ikke er blevet afleveret lørdag eftermiddag som aftalt til moderen, der har den fulde forældremyndighed over barnet, lyder det fra politiet.

Kan være på vej ud af landet

Midt- og Vestsjællands Politi ønsker derfor at komme i kontakt med personer, der lørdag har set faren og datteren.

Det kan enten være i området ved biblioteket, i midten af Roskilde by, eller hvis man har set de to sætte sig ind i et køretøj.

Politiet oplyser, at den 32-årige far og hans otteårige datter har været eftersøgt siden lørdag.

Politiet "kan have en frygt for, at barnet tilbageholdes mod sin vilje eller er på vej ud af Danmark", lyder det.

Hvis man har set de to efterlyste eller ved, hvor de opholder sig, opfordrer politiet til, at man kontakter Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 4635 1448 eller via nærmeste politi på telefon 114.

Signalementer af de efterlyste

Faderen

  • Hedder Mathias
     
  • Beskrives som mand, lys i huden, 32 år, 197 cm høj, almindelig af bygning, veltrænet, mørkt fuldskæg, langt mørkt hår i hestehale samlet i knold i nakken.
     
  • Lørdag var han iført blå jakke med vandret, sort stribe foran, sorte arbejdsbukser og sorte sko.
     
  • Han er måske kørende i en mørkeblå Ford Mondeo stationcar med nummerpladen BA15406.
     
  • Den 32-årig kan måske søge mod Kolding-området, som han har en relation til.

Datteren

  • Hedder Malua
     
  • Beskrives som pige, lys i huden, 8 år, ca. 140 cm høj, almindelig af bygning, langt lyst hår
     
  • Var iført en rød nissehue, mørkrød juletrøje med snefnug og julehjerter, blå jeans, lys jule-nederdel, mørke vinterstøvler med lilla snørebånd og en lyseblå jakke med Elsa/Anna (Frost-motiver) og medbringende en lyserød kaninbamse med grøn striktrøje.
     

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi