Lokalt

Se girafunge komme til verden

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Giraffen Frida fødte en velskabt kalv tirsdag i Aalborg Zoo.

Det nærmede sig en decembergave til Aalborg Zoo, da giraffen Frida efter 14 måneders drægtighed gav liv til en lille unge.

Gæster i haven fulgte med på nærmeste hold, da fødslen skete lige ved åbningstiden. Og det gik hurtigt af en giraffødsel at være – efter kun et par timer dumpede den lille kalv ud på gulvet i stalden.

- Mor Frida har født to gange før og plejer at være en god mor, så det lover godt for kalven, skriver Aalborg Zoo i en Facebook-opdatering.

Hurtigt på benene

Kalven gik hurtigt i gang med at få styr på alle sine lange lemmer, og der gik ikke længe, før den tog den sine første forsigtige og lidt vakkelvorne skridt.

Derefter gjaldt det om at finde vej til mælken, og det lykkedes også efter lidt søgen.

- Det er vigtigt, at kalven relativt hurtigt får mælk fra sin mor. Mælken indeholder nemlig vigtige stoffer, der blandt andet sætter gang i kalvens immunforsvar, skriver Aalborg Zoo.

Den næste tid skal der ro på. Her kommer Frida og kalven i en bås for sig selv i girafhuset, så de ældre kalve ikke kan stjæle Fridas mælk for næsen af den lille kalv.

GIRAFFERNE I AALBORG ZOO

  • Der er nu syv giraffer i Aalborg Zoo, alle af arten Rothschild giraf.
  • Arten lever i Uganda og Kenya og kan blandt andet kendes på deres helt hvide ben.
  • Giraffens brune netmønster er karakteristisk for hvert enkelt individ på samme måde som menneskets fingeraftryk.

    Kilde: Aalborg Zoo