Coronavirus

Bekræftet tilfælde af Omikron-smitte til Martin Jensen-koncert

2000 mennesker opfordres til test.

Den nye Omikron-variant er nu fundet hos en person, der lørdag aften deltog i Martin Jensen-koncerten i Aalborg Kongres og Kultur Center.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser til TV 2, at vedkommende blev bekræftet smittet med Omikron-varianten tirsdag.

Styrelsen opfordrer til, at de deltagende 2000 skal testes hurtigst muligt i dag og igen fredag.

- De skal være særligt opmærksomme på, om man udvikler symptomer. Og hvis de har, skal de gå i isolation og blive PCR-testet, siger vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed Birgitte Drewes.

- Ellers skal de være opmærksomme på håndhygiejne, afstand og måske ikke lige gå i Gaden (Jomfru Ane Gade, red.) på fredag, før de er blevet testet negativ, fortsætter hun.

Hvis man ikke har symptomer, er en kviktest tilstrækkelig.

Alle, der har været til koncerten, betragtes som anden kontakt, oplyser Birgitte Drewes.

- Bliv testet, og vær opmærksom i din omgang til andre, for der er en forhøjet risiko for, at du muligvis er smittet. Så tænk dig om, opfør dig ansvarligt, og følg retningslinjerne, lyder opfordringen fra vicedirektøren.

Viste coronapas

Ved selve koncerten deltog omkring 1600 mennesker, mens omtrent 400 mennesker deltog i et show i et tilstødende lokale, fortæller direktør for Aalborg Kongres og Kultur Center Nicolaj Holm til TV 2.

Efter Martin Jensen-koncerten havde de to selskaber dog mulighed for at deltage i et fælles arrangement, hvorfor alle 2000 opfordres til test.

Ved indgangen til koncerten blev alle publikummerne bedt om at vise et gyldigt coronapas, siger Nicolaj Holm.

- Vi havde kun en indgang åben, for at vi kunne sikre os, at alle fik tjekket deres coronapas. Derudover skulle alle medarbejdere, leverandører og backstagearbejdere også vise coronapas.

Statens Serum Institut oplyste i tirsdags, at der er fire påviste Omikron-tilfælde herhjemme. Det er uvist, om tilfældet fra koncerten er blandt, eller om der er tale om et femte.