Kommunalvalg

Halvanden million danskere kan stemme ved et tredje valg på tirsdag

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Om nogle få dage afgøres kommunal- og regionalvalget. Men i 87 kommuner afholdes et ekstra valg for seniorer.

Når danskerne skal sætte krydser 16. november til kommunal- og regionalvalget, så har 1.537.084 danskere mulighed for at sætte et ekstra kryds.

Det er alle danskere over 60 år.

Der er nemlig også valg til næsten alle landets ældreråd. Nogle steder kaldes det også seniorråd. Helt præcist sker det i 87 kommuner ud af 98.

Nogle få har allerede afviklet deres valg i foråret, og nogle har fredsvalg på grund af mangel på kandidater.

Det glæder formanden for landets ældreråd, Inger Møller Nielsen, at valget for langt størstedelen afvikles samme dag som kommunalvalget.

- Fordi stemmeprocenten bliver højere, selvom det lidt drukner i kommunalvalg, siger hun.

Otte kommuner i Danmark holder et rent digitalt valg, og erfaring viser, at stemmeprocenten halveres, når vælgerne skal stemme digitalt. Ellers er stemmeprocenten typisk omkring 60.

Men hvad laver et ældreråd egentlig?

En runde med råd

Det er bestemt ved lov, at kommunerne skal have et ældreråd, som er talerør for ældre borgere i kommunen.

Det er pålagt kommunerne, at ældrerådets kommentarer skal høres, når kommunen laver beslutninger, som vedrører dens ældre borgere.

Info om ældreråd i Danmark

  • I alt findes der 98 ældreråd – ét råd per kommune.
  • I gennemsnit 9,58 medlemmer per ældreråd.
  • I gennemsnit 14,62 kandidater per ældreråd.
  • Kønsfordelingen blandt kandidaterne på landsplan er 54 procent mænd og 46 procent kvinder.

Kilde: Danske Ældreråd

Ifølge loven kan ældreråd og kommunen lave deres egen konstruktion, men hvis der ikke kan opnås enighed, skal kommunen orientere ældrerådet om alt vedrørende ældre.

TV SYD har lavet en rundringning til Syddanmarks ældreråd og spurgt, om der rent faktisk bliver lyttet til dem.

En stemme i forvaltningens øre

Snakken med en håndfuld af landets ældreråd viser, at rådene føler sig hørt af kommunerne og betegner samarbejdet som godt.

Formanden for de danske ældreråd mener, at rådene bidrager med vigtig sparring og viden om livet som ældre borger i Danmark.

- En som mig på 70 år har mere forståelse og går mere op i de her emner. I kommunalvalgskampen er der mere hype om børn, skoler og arbejdsmarked. Jeg glæder mig også over, at begge køn er godt repræsenteret i ældrerådene på landsplan, siger Inger Møller Nielsen.

- Fordi man ser jo tingene forskelligt som mand og kvinde, fortsætter hun.