Politiet øger patruljering efter skjulte optagelser

Borgmester nærer ingen tro til, at man kan komme narkohandlen fuldstændig til livs.

Politiet øger nu patruljeringen i området omkring boligområdet Vejlby Vænge i Aarhus.

Det bekræfter vagtchef Flemming Lau fra Østjyllands Politi over for TV 2.

Så længe der er mennesker i Aarhus, der køber hash og hårde stoffer, så er der nogle, der kommer til at sælge det

Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus

Politiets øgede fokus kommer, efter TV 2 og TV 2 Østjylland søndag med skjulte optagelser kunne dokumentere mistænkelig aktivitet i nærheden af en skole i bydelen Vejlby-Risskov, hvilket skaber utryghed blandt beboerne.

Sammen med den øgede patruljering vil politiet også skærpe sit forebyggende arbejde i området, siger vagtchef Flemming Lau.

Han vil ikke gå i detaljer med, hvor meget patruljeringen øges, men siger, at det sker som et resultat af, at politiet er "blevet gjort opmærksom på", at borgere har følt sig utrygge i området.

Flere gadeplansmedarbejdere på gaden

Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), siger til TV 2, at han har været i kontakt med Østjyllands Politi om sagen.

- Politiet kommer til at øge patruljeringen med uniformerede betjente i område, så vi kan lægge maksimalt pres på dét, jeg tror, man skal være ret naiv, hvis man ikke vurderer til at være narkohandel, siger han til TV 2.

Perspektiv

Mange føler sig utrygge i egen kommune

Arkivfoto.

En stor gruppe af danskerne føler sig ikke trygge i visse områder af deres hjemkommuner, viser en måling, som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken.

42 procent er enige i udsagnet om, at der er steder i kommunen, de ikke kommer, fordi de føler sig utryg.

41 procent har ikke sådanne oplevelser.

Dertil kommer 14 procent, som svarer "hverken eller", og 3 procent, som er i tvivl.

Senest har TV 2 kunnet afsløre, hvordan unges opførsel i Aarhus har skræmt borgere i et boligområde.

Bundsgaard betragter først og fremmest opgaven med at bekæmpe de mistænkelige aktiviteter som politiets, men påpeger, at Aarhus Kommune har aktiveret et beredskab, så kommunens gadeplansmedarbejdere også vil være mere til stede i området.

- Det, der er vores opgave som kommune, er gennem vores opsøgende indsats og pædagogiske arbejde at sørge for, at unge ikke bliver trukket ind i de her miljøer, siger han.

Borgmester er ikke naiv

Mandag stod flere lokalpolitikere frem med forslag om flere vagter og mere overvågning i Aarhus.

De konservatives borgmesterkandidat, Steen Stavnsbo, foreslår blandt andet over for TV 2 Østjylland at inddrage tryghedsvagter med beføjelser, sådan at de kan blive et supplement til politiet.

Men borgmester Jacob Bundsgaard mener dog, at de nuværende "ressourcer og redskaber" er nok til at få sat ind over for utryghedsskabende aktiviteter.

Han kalder det samtidig naivt, hvis man tror, at man kan sætte en endelig stopper for salg af narkotika.

- Så længe der er mennesker i Aarhus, der køber hash og hårde stoffer, er der nogle, der kommer til at sælge det. Det er et langt, sejt træk at komme til livs, siger han til TV 2.

Konservative Steen Stavnsbo foreslår foruden tryghedsvagter også brug af mere teknologi – eksempelvis droneovervågning. Her henviser Bundsgaard til, at det må være politiets opgave at vurdere nødvendigheden af.

Utryghedsskabende problemer

Beboerne i boligområdet Vejlby Vænge har længe været utrygge og skræmte på grund af de mistænkelige aktiviteter, kunne TV 2 og TV 2 Østjylland fortælle søndag.

En del af de beboere, TV 2 Østjylland har talt med, er bange for, at der er tale om handel med stoffer, når små poser og pengesedler dagligt skifter hænder blandt grupper af unge mænd på en parkeringsplads i Aarhus-bydelen Vejlby-Risskov.

Afstemning

Kommer emnet utryghed til at spille en rolle for dit kryds til kommunalvalget?

Beboeren Christian bor i området og har ikke set det med egne øjne. Men han oplever grupperne af unges adfærd som truende.

- Alle siger, at vi bare skal anmelde det, men det tør folk ikke, for så er der trusler. Nogle gange er de så grove, at folk flytter, fortalte han søndag til TV 2 Østjylland.

Læs mere om aktiviteterne, som forarger og skræmmer beboerne i området, lige her.