Kommunalvalg

Overfald og voldtægtssager får borgere til at tage sagen i egen hånd

For at føle sig mere trygge har unge kvinder anskaffet sig hårspray til selvforsvar.

Den seneste tid har borgerne i Hobro kunnet læse urovækkende overskrifter i lokale medier om overfald og voldtægtssager.

Førhen kunne man bare gå hjem uden at være bange

Ida Christensen Hald, 17 år

Sagerne har vakt utryghed, men i næste uge vil et nyt – og dog velkendt – initiativ forsøge at dæmpe frygten.

Efter tre-fire års dvale genopstår Natteravnene i Hobro nemlig. Det fortæller initiativtager Trine Leth Sørensen til TV 2.

- Folk er utrygge i byen. Der er bestemt et behov for, at vi får skabt nogle trygge rammer igen.

- Det er superskræmmende, at et lille samfund som Hobro kan have sådan nogle overfald. Det er ikke rart for nogen, siger hun.

Fremover vil hun og andre frivillige natteravne derfor patruljere Hobros gader i deres velkendte gule jakker.

Perspektiv

Mange føler sig utrygge i egen kommune

Arkivfoto.

En stor gruppe af danskerne føler sig ikke trygge i visse områder af deres hjemkommuner, viser en måling, som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken.

42 procent er enige i udsagnet om, at der er steder i kommunen, de ikke kommer, fordi de føler sig utryg.

41 procent har ikke sådanne oplevelser.

Dertil kommer 14 procent, som svarer "hverken eller", og 3 procent, som er i tvivl.

Senest har TV 2 kunnet afsløre, hvordan unges opførsel i Aarhus har skræmt borgere i et boligområde.

Overgreb på åben gade

Indenfor den seneste måned har Hobro oplevet to voldtægtsager.

I en af sagerne skulle en kvinde været blevet fastholdt og afklædt af tre mænd i centrum af Hobro.

Derudover kommer flere natlige overfald på unge kvinder det seneste års tid.

Lige nu efterforsker Nordjyllands Politi to episoder, en voldtægtssag og et voldtægtsforsøg, bekræfter politiinspektør Ole Christensen over for TV 2.

Han vil ikke gå i detaljer, men siger, at det er kvinder, som er blevet udsat for overgreb på åben gade i Hobro.

Overfaldene mod kvinderne er sket i de sene nattetimer i weekenden. Så derfor skal Hobros nye natteravne også primært patruljere fredag og lørdag nat, siger Trine Leth Sørensen.

Unge kvinder køber hårspray

Natteravnenes genkomst bliver taget godt imod af to 17-årige lokale, som TV 2 møder på gaden i Hobro.

Begge har de anskaffet sig en lille dåse hårspray som forsvar, hvis de skulle blive overfaldet i nattelivet.

- Man tænker over, at man ikke skal gå alene hjem fra byen. Førhen kunne man bare gå hjem uden at være bange, siger Ida Christensen Hald, der til daglig går i 2.g.

Den seneste tids overfald og voldtægtsforsøg har også sat sig i tankerne hos Julie Alberte Thybo Clare, der ligeledes går i 2.g.

- Alle er lidt i chok over, når der er sket endnu et forsøg eller endnu en, der er blevet befamlet. Det er noget, man snakker om, siger hun.

Hun betragter hårsprayen som en lille tryghed at have med i lommen, når hun går hjem fra byen.

Politiet hilser natteravnene velkommen

Hos Nordjyllands Politi hilser man de lokale beboeres natteravne-initiativ meget velkomment, siger politiinspektør Ole Christensen.

- Alt andet lige, så er de med til at skabe tryghed, og de giver nogle mennesker i gadebilledet, som folk kan føle sig trygge ved.

- Generelt har vi et trygt land og natteliv, men det kan ikke opveje den følelse, mennesker har, når der kommer sådan nogle oplevelser. Og det har vi meget stor respekt for, siger han.

Han siger samtidig, at Nordjyllands Politi nu har sat flere patruljer ind i Hobros centrum, hvor overfaldene har fundet sted.

Nu tager borgerne sagen i egen hånd. Betyder det, at de synes, I ikke har været synlige nok?

- Ja, det tror jeg. Men vi kan jo ikke være det samme sted altid. Så skal vi jo næsten holde dernede, siger politiinspektøren.

Mangler gadebelysning

16. november venter det forestående kommunalvalg, og her håber initiativtager Trine Leth Sørensen, at der kan komme fokus på borgernes tryghed.

- Jeg håber da, at politikerne tager det her alvorligt og ser, at det er et ønske fra borgerne, at der sker noget i Hobro, som gør, at vi kan være trygge igen, siger hun.

Et konkret og tryghedsskabende initiativ vil ifølge Trine Leth Sørensen være bedre gadebelysning i Hobro.

Afstemning

Kommer emnet utryghed til at spille en rolle for dit kryds til kommunalvalget?

Indtil da vil de lokale borgere forsøge at øge trygheden selv; allerede nu har over 200 personer meldt sig ind i Facebookgruppen ’Natteravnene Hobro’.

Hos de unge piger, som TV 2 taler med, er det en betryggende start, at Natteravnene genopstår i næste uge.

- Det er da fedt, at de gider at bruge deres fritid på at beskytte os andre, så vi kan tage i byen, siger Ida Christensen Hald.

Hun bakkes op af Julie Alberte Thybo Clare.

- Jeg kommer til at føle mig mere tryg, når Natteravnene kommer på gaden, siger hun.