Lokalt

Naboer bekymrede for planer om kæmpesommerhuse

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Området ved de fredede Lien Bakker kan snart blive overtaget af kæmpesommerhuse. Borgere frygter for konsekvenserne.

Lige nu er der græs, træer og masser af plads her ved Tranum. Men pladsen her ved de fredede Lien Bakker kan snart blive overtaget af kæmpesommerhuse

- Det er vi bekymrede for. Hvis først der er blevet bygget her, så er det ødelagt for altid, siger Steen Lindgaard, nabo til sommerhusgrunden og kulturchef i Viborg Kommune.

Jammerbugt Kommune ønsker nemlig at give tilladelse til at bygge sommerhuse på op til 300 kvadratmeter.

- Jeg synes, at det er synd, at man vil bygge sommerhuse så tæt op ad så naturskønt et område, siger pedel i Tranum Dion Poulsen.

Begge naboer bor i området – og Dion Poulsen frygter, hvad sommerhusene vil betyde for hans hus lige over for markerne.

- Jeg vil da tro, at det vil forringe værdien, siger Dion Poulsen.

Kan være gevinst for kommunen

Formand i Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune, Jens Christian Golding (S), tror, at det kan give gevinst til kommunen – for kæmpesommerhusene skal trække turister til.

- Vi gør nogle tiltag, for at turismen skal blive helårlig – og det vil store sommerhuse være nogle som kan turisme til vores område, siger udvalgsformanden.

Hvis først der er blevet bygget her, så er det ødelagt for altid

Steen Lindaard, nabo til sommerhusgrunden og kulturchef i Viborg Kommune.

Jens Christian Golding understreger, at store sommerhuse ikke er en del af kommunens overordnede strategi – og han forstår borgernes modstand

- Det kunne jeg måske også selv hælde til, men nu har vi sendt det til høring for at høre: Hvad siger borgerne til det her? Jeg synes måske personligt, at 300 kvadratmeter sommerhuse er megastore, siger Jens Christian Golding.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at Jammerbugt Kommune bliver kritiseret for de meget store sommerhuse.

Ved Thorup Strand fik det borgerne op i det røde felt – det gør det også i Tranum.

- Der findes ikke mange steder i Danmark, som har de her unikke naturoplevelser. Og jeg synes også ud fra et turismeperspektiv, at det er vigtigt at bevare det så sammenhængende og i så høj kvalitet som muligt. Så det her er ikke et nej til turisme. Det er tværtimod et ønske om at sikr, at vi også i fremtiden har en turisme, der er bæredygtig, siger Steen Lindgaard.

Naboerne forstår, at turisme er nødvendigt for kommunen – men det er naturen også. Og derfor skal sommerhusene ikke bygges her, lyder det.

- Lige på den placering her mener vi ikke, at det er hensigtsmæssigt. Og det er vi meget bekymrede for, siger Steen Lindgaard