Lokalt

Burgersultne bilister skaber trafikkaos hver dag

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Stribevis af burgersultne bilister i drive in-kø skaber hver eneste dag trafikkaos og blokerer Kystvejen mellem lufthavnen og Dragør.

Der skal mere end almindelig tålmodighed til for at komme igennem rundkørslen ved Københavns Lufthavn og Kystvejen.

Her blokerer burgersultne bilister nemlig hver eneste dag både rundkørslen og Kystvejen.

Og det er ikke på grund af myldretid eller ekstra meget trængsel på vejene. Næh, det er simpelthen kø til en ualmindelig lille indkørsel til drive-in hos Mcdonald’s.

- Trafikken går fuldstændig i stå. Ofte tager det et kvarter at komme igennem rundkørslen, og det er frustrerende, siger Peter Menzies til TV 2 LORRY.

Indkørslen til drive-in er placeret ud til Kystvejen, som fører videre ud til Dragør, hvor Peter Menzies bor.

Derfor er han træt af at havne i en burgerkø, som han ikke er interesseret i at holde i.

Og det kan man godt forstå i Tårnby Kommune.

- Vi har nu planlagt at holde møde med lufthavnen og McDonald’s for at se, om det er muligt at løse problemet, siger Peter Günther, der er ejendomschef i Tårnby Kommune, til TV 2 LORRY.

Tilbage i år 2000 gav kommunen – ifølge ejendomschefen – grønt lys i samarbejde med lufthavnen til at opføre en en runddel ved siden af rundkørslen bestående af en Netto, en tankstation og så Mcdonald’s.

Her er de tre placeret, så drive-in er det første, man møder, når man drejer ind fra Kystvejen.

- Der har ikke være problemer før nu, men vi tror, at folks vaner har ændret sig under corona, og nu opstår der så kø hver dag, uddyber Peter Günther.

Samtidig forventer han, at at køproblemet vil ebbe ud i forbindelse med normalisering af samfundet efter covid-19.

TV 2 LORRY ville også meget gerne have fundet ud af, hvorfor man i sin tid ikke bare havde drejet bygningen en halv omgang, så indkørslen til drive in var blevet markant længere, men det har ikke været muligt at finde ud af.