Stor dansk festival skrotter kødet
Northside Festival skrotter kød og fisk i år 2022. Fremover vil alt mad, der bliver serveret på festivalen, være plantebaseret.
Når Northside Festival i Aarhus vender tilbage 2. til 4. juni i 2022, vil al maden være plantebaseret og 100 procent økologisk.
Dermed er det altså slut med at mæske sig i burger med oksekød, fish and chips, flæskestegssandwich eller andre klassiske festivalretter mellem koncerterne.
Festivalen kalder det selv for et "bæredygtigt kvantespring".
- Det er det naturlige næste skridt for os. Med bæredygtighedsøjne er det nødvendigt, at det ikke kun er økologisk, men også plantebaseret. Spørgsmålet var, hvor stort skridtet skulle være, og vi har brugt tid på at sikre os, at det her er den rigtige måde, siger Peter Skoven, der er F&B Director på festivalen.
Hvorfor ikke bare skrue ned for mængden?
- Der var skruet langt ned i forvejen. Kigger man på vægten, var under 20 procent af maden kød i 2019. Vi vil gerne vise, at den plantebaserede fremtid smager godt.
Er du ikke nervøs for, at I ekskluderer nogen?
- Nej. Der er mange, som vil opleve, hvor godt det her smager. Der kommer til at være mad for alle, og der er ikke nogen, der ikke vil kunne finde mad, de godt kan lide og har lyst til.
Var der ikke andre steder, man kunne rykke mere på bæredygtigheden?
- Vi vil gerne inspirere til, at man integrerer flere bæredygtige tiltag, hvor det er muligt. Foruden plantebaseret mad kommer vi eksempelvis også til at køre med 100 procent grøn strøm på festivalpladsen fra 2022.
Northside Festival har samarbejdet med Dansk Vegetarisk Forening og Økologisk Landsforening, som til sammen udgør Plantebaseret Videnscenter, om tiltaget.
De glæder sig over, at festivalen vælger at gå forrest i kampen om en grønnere fremtid.
- Noget af det allervigtigste, vi hver især kan gøre for klimaet, er at spise langt mere grønt og tilsvarende langt færre animalske produkter, siger Katrine Ejlerskov, der er centerleder hos videnscentret i en pressemeddelelse.
- Hvis vi så samtidig vælger økologiske fødevarer, er vi med til blandt andet at sikre vores rene grundvand, bedre dyrevelfærd og rigere biodiversitet i og ved markerne, lyder det videre.
Northside blev senest afholdt i 2019 med 35.000 gæster.