Lokalt

Video viser unge 'surfe' på bus

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Fænomenet er langt fra nyt, lyder det fra busselskab.

- Det er livsfarligt, og det skal stoppe. Så kort kan det siges.

Sådan lyder det fra Bjarne Larsen, der er HR- og kvalitetschef ved busselskabet AarBus, der står for bybusserne i Aarhus.

TV2 ØSTJYLLAND har modtaget en video, der viser to personer, som hænger bag på en kørende bybus på Skjoldhøjvej nær Tilst.

TV2 ØSTJYLLAND har talt med vedkommende, der har optaget videoen. Vedkommende ønsker ikke sit navn frem i forbindelse med historien, men fortæller, at der i begyndelsen hang fire drenge bag på bussen. To af dem hoppede af tidligere. De to andre 'surfede' på bussen, mens den tilbagelagde en strækning på cirka en kilometer.

Bjarne Larsen fra AarBus fortæller, at det ikke er et nyt fænomen.

- Det kommer lidt i perioder. Så oplever vi det tre-fire gange, og så går der noget tid, før vi oplever det igen.

Bjarne Larsen er dog ikke i tvivl om, at det sker meget oftere, end det rent faktisk registreres.

- Chaufførerne kigger jo frem og i sidespejlene, så de kan ikke se, hvad der sker omme bag på bussen. Ofte ved vi det først, hvis nogen i bussen ser det, eller hvis andre trafikanter signalerer til chaufføren, at der sker noget bag på bussen.

Chaufførerne er rystede

Ifølge Bjarne Jensen er det primært unge, der tager de farlige og ulovlige ture bag på busserne. Og han har en opfordring til dem.

- Jeg synes ikke, at de skal udfordre hinanden på en anden måde. De burde finde noget andet og mere kontrolleret at lave. Hvis man falder af en bus, der kører 50/60 kilometer i timen, kan det altså gå helt galt. Det er der ingen tvivl om.

- Det har også en betydning for vores chauffører, der er rystede over, at nogle kan finde på det. Så det kan have negative konsekvenser for dem selv og for chaufførerne.

Bjarne Jensen oplyser, at han - heldigvis - ikke har kendskab til situationer, hvor nogen er kommet til skade som følge af at hænge på busserne.