Lokalt

Dansk tøjgigant belønner ansatte med en ekstra månedsløn

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

I alt uddeler Bestseller godt 300 millioner kroner til de ansatte.

Arbejder du i Bestseller, har du en god grund til at kigge en ekstra gang på lønsedlen for november.

Tøjgiganten har nemlig valgt at belønne alle ansatte med en ekstra månedsløn, og bonussen udbetales i forbindelse med novemberlønnen.

Det sker efter en turbulent tid med covid-19 og diverse nedlukninger. Virksomheden ønsker at anerkende de ansattes "store holdindsats" gennem pandemien.

- Vi har unægtelig været igennem nogle udfordrende måneder, men vi kan se, vi har kæmpet os stærkt tilbage. Det har alle en kæmpestor andel i, og det vil vi gerne anerkende. Og gøre det med en markant belønning. Vi er i den grad taknemmelige for, at vi står, hvor vi står nu, siger Anders Holch Povlsen, ejer af og direktør i Bestseller, i en pressemeddelelse.

I alt uddeler Bestseller cirka 300 millioner kroner fordelt mellem 17.000 ansatte. Hver får et beløb, der svarer til den normale månedsløn.

- Det har været en fælles indsats, hvor alle har medvirket til at gøre en forskel i det seneste år. Derfor får alle kolleger en anerkendelse – uanset om man er designer, butiksansat, it-ekspert eller arbejder med logistik. Alle har del i det, vi har leveret i en helt ekstraordinær periode, og det vil vi gerne hylde, siger Anders Holch Povlsen.

Har tjent milliarder

Det seneste regnskabsår har været særdeles lukrativt for Bestseller.

I regnskabsåret, der løber fra august 2020 til juli 2021, har den danske modekoncern tjent 4,6 milliarder kroner før skat.

Det er det højeste i selskabets historie, oplyser Bestseller i en pressemeddelelse.

Resultatet er ifølge Anders Holch Povlsen bedre end forventet.

- Det har været et bemærkelsesværdigt år, som har overrasket mange, inklusive os selv. Vi er i den grad taknemmelige for, at vi står, hvor vi står nu, siger han i en kommentar i pressemeddelelsen.

Bestseller har i regnskabsåret solgt for i alt 26,4 milliarder kroner. Det er knap 2,3 milliarder kroner mere end regnskabsåret før.