Lokalt

Politiet efterlyser ung mand efter flere sager om skamfering af heste

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

I forbindelse med efterforskning af flere sager, der omhandler skamfering af heste, efterlyser Nordjyllands Politi nu en yngre mand.

I forbindelse med efterforskningen af flere sager om skamfering af heste er der dukket en ny sag op om mulig skamfering af heste i Jebjerg på Salling sydøst for Nykøbing,

Den sag kan muligvis hænge sammen med flere andre sager, som Dyrevelfærdssektionen ved Nordjyllands Politi lige nu efterforsker – blandt andet sammenlignelige sager begået i Terndrup og Aars tilbage i 2020.

- Vi skal dog have undersøgt denne nye sag yderligere, før vi kan udtale os om de nærmere omstændigheder, siger lederen af efterforskningen, politikommissær Henrik Jensen.

Til gengæld vil politiet gerne ud med konkrete oplysninger i endnu en sag om skamfering af heste sket i et område nord for Randers i august og september i år. I forbindelse med sagen er man kommet på sporet af en yngre mand, der er interessant for politiet.

Han befandt sig nemlig onsdag 25. august klokken 15.20 på adressen Lindegaardsvej 33 i byen Linde mellem Hadsund og Randers.

- Og her filmede manden med sin mobiltelefon ud over en hestefold med cirka ti heste, ligesom han filmede ind i en tilhørende hestestald, siger Henrik Jensen fra Dyrevelfærdssektionen ved Nordjyllands Politi og fortsætter:

- Pågældende mand er interessant for os at komme i kontakt med, idet hans færden på tidspunktet gør, at han bør afhøres til sagen. Så har nogen set ham eller har andre oplysninger, så ring til os på 114.

Manden beskrives af politiet som mellem 18 og 25 år, almindelig af bygning, cirka 180 centimeter, lys i huden med mørkt halvlangt hår, iført brun trøje, sorte bukser og sorte sko med hvide såler. Han gik rundt med sin telefon i hånden og havde hvide høretelefoner i ørerne. Han bar endvidere på en flaske vand og en mindre sort taske eller paraplylignende genstand.

Har man kendskab til den pågældende mand eller i øvrigt oplysninger i sagerne, bedes man kontakte Nordjyllands Politi, Dyrevelfærdssektionen på telefon 114.