51-årig kvinde fik taget sin bil - kørte 111 kilometer i timen gennem landsby
Det seneste døgn har Midt- og Vestjyllands Politi beslaglagt fire biler på grund af vanvidskørsel.
Det gik lidt for stærkt, da en 51-årig kvinde fra Skørping torsdag aften kørte gennem den lille by Bjerget, nordøst for Thisted.
Kvinde måtte køre 50 kilometer i timen, men blev klokken 18.22 fanget af politiets fotovogn med 111 kilometer i timen. Det oplyser politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
- Det er jo helt vildt. Hun kørte så hurtigt, at hendes Audi A1 er blevet beslaglagt, og hun kan også se frem til et retsligt efterspil, siger politikommissæren.
Sagen hører under loven om vanvidsbilisme, som trådte i kraft 31. marts i år.
Fire biler beslaglagt på et døgn
Vanvidskørslen gennem Bjerget er ikke den eneste sag i den genre i det seneste døgn. Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at de har beslaglagt i alt fire biler på et døgn.
I Harboøre fik politiet onsdag eftermiddag en anmeldelse om en slingrende bilist. Da de fandt frem til ham, kunne de efter en alkometertest konstatere, at den 41-åriges promille var over to. Det betød, at han bliver sigtet for vanvidskørsel og fik beslaglagt sin bil.
I Ikast mistede en mand også sin bil, da han kørte uden kørekort for tredje gang på tre år.
Ifølge vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi har politikredsen beslaglagt 201 biler, siden reglerne om vanvidskørsel trådte i kraft.