Institution i flammer i nat - flere ambulancer på stedet
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, om nogen personer er kommet til skade.
Tidligt onsdag morgen udbrød der af endnu ukendte årsager brand på Opholdsstedet Kernen, der er en ungdomsinstitution på det vestlige Møn.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV 2 ØST.
Anmeldelsen om branden på opholdsstedet, der ligger i landsbyen Hårbølle, tikkede ind klokken 05.05. Det var en nabo til opholdsstedet, der opdagede branden.
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, om nogen personer er kommet til skade.
Tidligt onsdag morgen lød det fra vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Stefan Jensen, at man håbede på, at alle var kommet ud fra bygningen, men at det på daværende tidspunkt var svært for betjente og brandvæsen på stedet at danne sig et overblik.
Billeder fra branden viser, at bygningen onsdag morgen var overtændt, og at flere brandfolk forsøgte at slukke flammerne. Desuden kom der flere ambulancer til stedet.
Politiet oplyser, at syv unge er tilmeldt adressen.
Afdeling for personfarlig kriminalitet overtager sagen
Vagtchefen henviste til vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen, som er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet, der blandt andet undersøger brande, når brandårsagen kræver en nærmere undersøgelse.
- Der har været ret omfattende brand i huset, og vi undersøger sagen, men vi kan ikke sige så meget på nuværende tidspunkt. Vi skal lige have et overblik, før vi kan sige mere, og det går der i hvert fald to timer med, sagde Søren Ravn-Nielsen kort før kl. 8.00.
Vagtchefen kunne kort før klokken 06.00 ikke bekræfte, hvorvidt alle personer på stedet er kommet ud. Er alle personer kommet ud nu?
- Det kan vi ikke kommentere på endnu. Vi arbejder selvfølgelig på at sikre, at alle er kommet ud. Men det er for tidligt at sige noget om nu.
Så I ved ikke, om alle er kommet ud?
- Nej, det kan vi ikke sige med sikkerhed.
Behandlingskrævende unge
Opholdsstedet blev etableret i 2016 for at imødekomme et stigende behov for behandling af særdeles behandlingskrævende børn og unge.
Ifølge Landsorganisationen for Sociale Tilbud er opholdsstedet Kernen en institution for børn og unge mellem 10 og 18 år. Der er blandt andet tale om behandlingskrævende børn og unge med udadreagerende eller selvskadende adfærd, psykiatriske lidelser, omsorgssvigt samt skoleproblemer.
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi oplyser, at man er i gang med de indledende undersøgelser samt at danne sig et overblik, og de har for nuværende ikke mere at tilføje.