Lokalt

Kørte kvindelig bekendt ned med vilje og efterlod hende på asfalten

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

En 56-årig mand blev onsdag kendt skyldig i at have påkørt en kvindelig bekendt, så hun brækkede et ben og beskadigede en ankel.

Fire måneders ubetinget fængsel og frakendelse af førerretten i et år.

Sådan lød straffen til en 56-årig mand, der onsdag blev kendt skyldig i at have kørt en 29-kvindelig bekendt ned, så hun brækkede et ben og beskadigede en ankel. Det fortæller anklager Thomas Klingenberg.

Den 56-årige blev dømt for "forsætlig at have forvoldt skade på andens person eller ting".

- Det er jo sådan set vanvidsbilisme, når man bevidst påkører andre med en bil, siger anklageren.

Men selvom der er tale om vanvidsbilisme, bliver der dog ikke tale om konfiskation af bilen, da det i dette tilfælde ville være urimeligt over for kvinden, da bilen var hendes, lyder det fra Thomas Klingenberg.

Fandt sted 27. juni

Episoden fandt sted om morgenen 27. juni i år, hvor den 56-årige mand ville bruge den 29-årige kvindes bil. Det afviste kvinden, fordi hun selv skulle bruge den for at komme på arbejde. Derfra udviklede situationen sig til et heftigt skænderi. Diskussionen endte med, at manden tog nøglen til bilen, og da kvinden forsøgte at ringe til politiet, kastede han hendes mobiltelefon og tegnebog ud af et vindue på første sal.

Mens kvinden løb ned og samlede kreditkort og andet fra tegnebogen, satte manden sig ind i bilen. Han låste dørene, og mens kvinden stod bag bilen, begyndte han at bakke, mens han råbte noget i retning af, at hvis hun ikke flyttede sig, ville hun blive kørt over.

Kørte bevidst over kvinden og undlod af hjælpe

Han kørte ifølge forklaringerne i retten lidt frem igen, hvorefter han på ny satte bilen i bakgear og kørte mod kvinden, der fortsat stod bag bilen. Denne gang fortsatte manden kørslen med det resultat, at han kørte over den 29-årige kvindes venstre ben, så hun fik benbrud og skader på sin ankel.

Udover grov vold er manden tiltalt for at undlade at hjælpe kvinden, der lå kvæstet på parkeringspladsen. Ifølge anklageskriftet kørte manden fra stedet, mens han råbte "fede kælling" eller lignende efter hende.

Den 56-årige mand blev anholdt nogle dage senere på Sjælland, hvor han var på arbejde og han har siddet varetægtsfængslet siden.