Lokalt

Thyborøn synker op til en centimeter om året og er truet af vand fra alle sider

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

De omkring 2000 indbyggere i Thyborøn kan også se frem til, at byens havneområde med tiden skal sikres mod vandmasserne.

Vandet er blevet en trussel for Thyborøn, som er en af de byer i Danmark, der er mest udfordret af de varslede hav- og grundvandsstigninger.

- Thyborøn er næsten en ø. Den har Vesterhavet til den ene side, og så har den Limfjorden til den anden side. Når havet stiger, som det gør, så vil Thyborøn By blive mere udfordret, forklarer Lis Ravn Sørensen, der er energi- og klimakoordinator i Lemvig Kommune.

Det er dog ikke kun vandet på begge sider af byen, der er et problem.

Byen er i sin tid opført på gammel fjordbund, hvilket betyder, at de værst ramte steder i byen synker med op til en centimeter om året, forklarer Lis Ravn Sørensen.

- Vi har et ret stort kendskab til de her sætninger, og hvor de præcist er. Så når vi har det her kendskab, har vi også mulighederne for at finde løsninger, der kan sikre det, siger hun.

Byen skal sikres

De omkring 2000 indbyggere i Thyborøn kan også se frem til, at byens havneområde skal sikres mod de vandmasser, som især bliver et problem, når vejret viser sig fra sin værste side, siger energikoordinatoren.

- Lige nu sker der en videreudvikling af det her område, hvor vi har en større turistsatsning. Så vi skal måske til at bygge noget i det her område. Og så er det vigtigt, at det, vi laver, kan spille sammen med en øget klimasikring i det her område, fortæller Lis Ravn Sørensen.

Det er ikke kun i Thyborøn, at man har tænkt i klimasikring. I Region Midtjylland har en række byer og kommuner lagt hovederne i blød omkring klimasætning.

- Vi har en hel del byer i Region Midtjylland, hvor problemet er ekstremt påtrængende. Vi har også andre byer, hvor man siger: ”Vi bor oppe på bakken, så det kommer ikke til at genere os”. Men vi har en fælles opgave i at få det løst, forklarer Jørgen Nørby (V), der er formand for Regional Udvikling i Region Midtjylland.

Samarbejdet går under navnet'Coast to coast, og der er foreløbigt investeret omkring tre milliarder kroner i projekter, der skal hjælpe mod elementerne.

- Jeg tror desværre, at vi skal se i øjnene, at det er mange gange tre milliarder, der skal investeres i de kommende år, hvis det er sådan, at vi skal sikre vores kyster og byer, siger han.