Lokalt

37.000 trafikanter risikerer at blive fanget i kø

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Vejdirektoratet advarer om stor risiko for kødannelse i weekenden på motorvej E45 mellem Vejle og Kolding, når der skal lægges ny asfalt.

Hvis du i weekenden kører på E45 Sønderjyske Motorvej, kan du meget vel blive fanget i kø på grund af vejarbejde.

Fra fredag aften til mandag morgen lægger Vejdirektoratet nemlig ny asfalt og nyt bærelag i ydersporet på E45 i nordgående retning mellem Motorvejskryds Kolding og Motorvejskryds Skærup.

Omkring 37.000 biler passerer hvert døgn strækningen.

Normalt bruges nattetimerne til asfaltarbejde på de stærkt trafikerede motorveje - men det kan ikke lade sig gøre i dette tilfælde.

- Vi skal nemlig i dybden og fjerne det gamle bærelag, inden vi kan lave en helt ny belægning, der kan holde til den tunge lastbilstrafik. Udlægningen af de forskellige lag på vejen skal udføres i to arbejdsgange. Det kræver, at vores entreprenør kan arbejde uden afbrydelser døgnet rundt, siger ingeniør hos Vejdirektoratet Jesper Stokholm.

Allerede torsdag aften vil der blive arbejdet med at fjerne autoværn, så trafikken kan flyttes over i det sydgående spor.

Bedre køreoplevelse

Selve vejarbejdet begynder med, at det gamle bærelag og asfalt fræses af. Herefter udlægges der nyt bærelag og efterfølgende ny asfalt, og til sidst males der striber.

Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.

Mens der arbejdes, vil den nordgående trafik blive ledt over i sydgående spor med et enkelt spor i hver retning.

- Vores trafikberegninger viser, at der må forventes kø især lørdagen, så trafikanterne skal regne med længere rejsetid og kødannelser. Vi råder alle til at bruge alternative ruter eller helt undgå strækningen i weekenden, siger Jesper Stokholm.

Mandag morgen er strækningen atter åben som normalt i to spor i hver retning.

Alternative ruter

  • Rute 170 - landevejen mellem Kolding og Vejle.
  • Trafikanter mod nord kan køre ad E20 mod Fredericia til rampe 61 Taulov og via Skærbækvej køre på E20 mod Vejle ved rampe 60b Taulov N.
  • Trafikanter mod syd kan køre ad E20 mod Fredericia til rampe 60b Taulov N og via Skærbækvej køre på E20 mod Kolding ved rampe 61 Taulov.