Lokalt

Populær skov flyder med afføring fra motionister

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Mange medbringer endda toiletpapir i forbindelse med træning. Nu har kommunen fået nok.

Aarhus Kommune oplever stigende problemer med afføring ved det udendørs træningscenter ”Fitness i det fri” i Riis Skov i Aarhus.

Det fortæller Andy Thomas, der er afdelingsleder for Grønne Områder i Aarhus Kommune.

- Problemet er, at folk rent ud sagt skider i en af Danmarks mest benyttede skove. Det er meget uhensigtsmæssigt og ret ulækkert. Det ser ud til, at det sker, når de er ude at træne på fitnesspladsen i den sydlige ende af Risskov, da det er i umiddelbar nærheden af fitnesspladsen, siger han til TV 2 ØSTJYLLAND.

Problemet har været der i noget tid, og de lokale beboere er ved at være godt trætte af det. Peter Madsen, der bor på Dronning Margrethes Vej lige over for parken, fortæller, han har set tre forskellige gøre det den sidste måned.

- Jeg er lidt konfliktsky, så jeg konfronterer ikke folk, men jeg synes sgu, at det er klamt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Peter Madsen fortæller videre, at han har talt med en hundeejer, hvis hund blev syg efter at have spist afføringen fra nogle af de lokale, der har besørget i området.

Forbudsskilte

Hos kommunen er de opmærksomme på problemet. Der er dog ikke planer om, at der skal sættes nye toiletter op, da der i forvejen er tre i området.

- Vi forsøger at sætte et forbudspiktogram skilte op ved fitnesspladsen for at forebygge problematikken, men vi har ikke de store forhåbninger om, at det vil stoppe det, siger Andy Thomas.

Andy Thomas fortæller også om, at der er folk, der har taget toiletpapir med hjemmefra, og til dem har han et godt råd.

- Jeg har det også sådan, at hvis man er ude at motionere og tager toiletpapir med i tilfælde af at ”man skal”, kan man også tage en plasticpose med for at samle eventuelle efterladenskaber op efter sig. Lidt på samme måde som der er blevet kutyme for at samle op efter ens hund, siger han.

Han oplyser derudover, at der er tre offentlige toiletter i nærheden – ved Den Permanente, Marienlundsvej og Nordre Kirkegård. De kan findes via appen Opdag Aarhus.

Toiletbesøg i naturen

Brug først og fremmest et toilet. Generelt må man ikke forrette sin nødtørft i naturen. Men ”skal man, så skal man”.

Husk, at andre skovgæster kan blive stødt, hvis de kan se dig. Placer dig derfor væk fra veje og stier. Find et sted, hvor træer og buske kan skærme for, at andre kan se dig.

Grav dine efterladenskaber ned, eller dæk dem til med blade, grene med videre. Du må ikke efterlade toiletpapir i naturen.


Kilde: Naturstyrelsen