Lokalt

To mænd idømt lange straffe for narkofabrik på Borgmester-ejendom

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Udlejningsejendommen, hvor narko-produktionen foregik, ejes af Mikael Klitgaard, borgmester i Brønderslev Kommune.

Det blev til 14 og 16 års fængsel til de to mænd, der onsdag var for retten i Hjørring, anklaget for at stå bag produktion af amfetaminsulfat på en udlejningsejendom nær Dronninglund.

Den ene af de dømte, en 47-årige mand, der lejede ejendommen sammen med sin kæreste, erklærede sig tirsdag skyldig. Det er ham, der nu får 14 års fængsel.

Hans 32-årige kammerat har nægtet sig skyldig, men får 16 års fængsel. Anklagemyndigheden er tilfreds med strafudmålingen:

- Retten har udmålt nogle særdeles langvarige straffe, det bygger dels på mængden af amfetamin i sagen, men også den omstændighed at begge de nu domfældede er tidligere straffet for lignende kriminalitet, forklarer anklager Kim Kristensen.

Anklager Kim Kristensen er tilfreds med dommen. Video: TV 2 Nord

Største fund i Nordjylland

Ifølge anklageren er der tale om det største parti amfetamin beslaglagt på nordjysk jord, da politiet rykkede ud til narkofabrikken 9. september sidste år.

Amfetaminen havde en vægt på 56 kilogram i våd tilstand, og politiet fandt på adressen en komplet fabrik, lige fra fremstilling af narkoen, til den var klar til salg i poser.

Narkoen blev fremstillet med brug af blandt andet murerbaljer og en cementblander. Politiet fandt også dunkevis af forskellige væsker og digitalvægte, målebægre, pakker med vacuumposer og snifferør.

- Det var en lang og hård straf. Det er også derfor, min klient har bedt om betænkningstid, siger den 47-åriges forsvarer, Nicolaj Horn.

Ejendom var borgmesterens

Udlejningsejendommen, hvor narko-produktionen foregik, ejes af Mikael Klitgaard, borgmester i Brønderslev Kommune. Den 47-årig mand, der i dag blev dømt 14 års fængsel, er den ene af lejerne.

- Ejendommen har været lejet ud de sidste 8-10 år til de samme lejere, og ellers har jeg ingen kommentarer, forklarede Mikael Klitgaard i tirsdag.

Borgmesteren bor ikke selv på ejendommen, som er en naboejendom til hans egen.