Lokalt

Smed tøjet for at redde ugle, der var ved at blive druknet af en flok måger

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

En ugleunge var kommet på dybt vand, men så trådte Jimmy Hansen til.

Slutningen på Jimmy Hansens sommerferie endte i en vaskeægte livreddende aktion.

Mandag sejlede han sin båd i havn i Udbyhøj Lystbådehavn efter 14 dage på vandet sammen med familie og venner.

- Så står vi og snakker oppe på kajen, som vi plejer, men ud af øjenkrogen ser jeg en stor skikkelse, der bliver slået ned i en båd. Og jeg tænker, hvad fanden er det, det må være en musvåge, siger Jimmy Hansen til TV 2 ØSTJYLLAND.

Han ser fuglen flyve videre ud over vandet, men igen bliver den slået ned i vandet.

- Her kan jeg se, at det er mågerne, der slår den ned i vandet, og så tænker jeg, at det der duer satanedme da ikke. Og der beslutter jeg, at jeg må i vandet, for den er jo ved at drukne, siger Jimmy Hansen.

Det der duer satanedme da ikke

Jimmy Hansen

Men fuglen kommer på vingerne igen og begynder at baske.

- Så slår de den ned i vandet en gang mere, så den ligger helt fladt på vandet, og det vidste jeg, at den ikke kunne holde til. Så der siger jeg til folk, at det er lige meget, jeg går ud og henter den.

Så 46-årige Jimmy Hansen begiver sig ud i vandet, men det viser sig at være umuligt at nå fuglen, da havnen er for mudret.

- Så jeg må opgive i første omgang, siger han.

Finder ud af, at det er en ugle

Men fuglen begynder selv at kravle med sine vinger ovenpå vandoverfladen ind mod land.

- Så jeg går hen til nogle sten, og da den kommer tæt nok på, samler jeg den op fra vandet, og der er den jo smaskhamrende våd. Jeg tager den op til mig, og da jeg ser, at det er en ugle, så tænker jeg: "For helvede nu æder den mig".

- Det gjorde den så ikke. Den var faktisk meget rolig. Det var, som om at den godt vidste, at den skulle reddes.

Da de tilser uglen på kajen, bliver Jimmy og folkene omkring ham enige om, at det er en unge, som givetvis er faldet ud af sin rede.

Så tænker jeg: "For helvede nu æder den mig"

Jimmy Hansen

Derfor tager Jimmy den våde ugle med op i sin bil, hvor den kan tørre.

- Det var egentlig meningen, at den skulle have siddet oppe i bilen, mens vi pakkede færdig, men jeg blev nødt til at blive siddende med den for at give den noget varme, fortæller Jimmy Hansen.

Der sad han så omkring halvanden time, inden han tog den med videre til sit hjem i Råby i den nordøstlige del af Randers Kommune for at se, om den var kommet til skade.

- Jeg kunne jo ikke sidde dernede på havnen, hvor der stod 45 millioner mennesker, der skulle have billeder af fuglen.

- Da jeg fik den ind, gav den mig lov til at sprede vingerne, så jeg kunne se, om noget var brækket. Det er jo ikke normal adfærd, men den har været bange og forslået, fortæller Jimmy Hansen.

Jeg kunne jo ikke sidde dernede på havnen, hvor der stod 45 millioner mennesker

Jimmy Hansen

Uglen havde umiddelbart ikke brækket noget, så Jimmy Hansen satte den ud i sit værksted, så den kunne komme til hægterne.

- Men skæbnen ville, at den åbenbart havde lyst til at flyve en gang mere, så den fløj ud på vejen. Og så måtte jeg ud at hente den igen og sige til den, at nu skulle den altså blive her, indtil den kunne flyve ordentligt, fordi jeg gad ikke blive ved med at redde den.

Efter uglen havde siddet en times tid mere, bredte den vingerne ud og fløj op i nogle træer ikke langt fra Jimmys hus.

- Så nu må vi gå ud fra, at den har det godt, siger Jimmy Hansen.

Er bare dyrevenlig

Ifølge Jimmy Hansen har han ikke arbejdet med dyr før, men han var ikke i tvivl om, at han skulle træde til, da han så uglen i vandet.

- Jeg er bare dyrevenlig. Jeg kommer fra landet og har haft dyr hele mit liv. Så da jeg ser fuglen, reagerer jeg bare på mit instinkt og vil redde den. De andre på havnen stod jo bare i tørre sko, de skulle nødigt i vandet. Vand er jo vådt.