Lokalt

Ferrari-ejer vinder retssag over parkeringsselskab

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Lasse Markmøller Hansen blev træt af bøder fra p-selskab og trusler om inkasso. Nu er det p-selskabet, der skylder ham penge.

Lasse Markmøller Hansen fra Nykøbing Mors har fået rettens ord for, at parkeringsselskabet City Parkeringsservice skal betale ham for den tid, han har brugt på at klage over bøder.

- Jeg fryder mig da en lillebitte smule over, at jeg fik skovlen under dem. Jeg havde ikke regnet med det, men det gik, fortæller Lasse Markmøller Hansen, der er indehaver af Pava Bilsyn.

Det hele startede, da Lasse Markmøller Hansen bestilte en nummerplade med teksten ´Ukendt´. Nummerpladen var til den røde Ferrari, som han kort tid forinden havde anskaffet sig.

Til sidst blev jeg simpelthen så irriteret, at jeg begyndte at rive dem over

Lasse Markmøller Hansen, Ferrari-ejer

- Jeg havde ikke sagt til så mange, at jeg ville købe bilen, så jeg syntes bare, det kunne være meget sjovt, at folk ville vende sig om til sådan en tekst, når bilen kom kørende, fortæller han.

Det viste sig dog hurtigt, at joken havde en slagside.

- Efter 14 dage modtager jeg så den første bøde, og det var jo lidt sjovt, at der stod Rødovre på, for jeg havde ikke været i Rødovre, fortæller han.

Flere bøder kom til

Det viste sig bare at være den første i en lang række af parkeringsbøder, som den næste tid skulle blive sendt i retning af Lasse Markmøller Hansens bopæl på Mors. Han og City Parkeringsservice er dog uenige om, hvor mange der rent faktisk er tale om.

Parkeringsselskabet mener ikke, det drejer sig om flere end fire, mens Lasse Markmøller Hansen mener, det er mange flere. TV MIDTVEST har set 17.

- Til sidst blev jeg simpelthen så irriteret, at jeg begyndte at rive dem over. Og så begyndte jeg at gøre indsigelser på deres hjemmeside, som de gerne ville have mig til, og de skrev simpelthen en regning på 850 kroner hver gang, fortæller Lasse Markmøller Hansen.

Grunden til, at bøderne røg til Mors, er, at parkeringsvagter registrerer et køretøj som ukendt, hvis det står uden plader. Nu er det så endt i et forlig, hvor p-selskabet skal betale 5750 kroner.