Lokalt

Borgmesterkandidat trækker sig

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Venstres borgmesterkandidat Christian Brøns trækker sig. Årsagen er en usund kultur i byrådet, siger han.

Snublende tæt på kommunalvalget er der sprunget en bombe i Randers Kommune.

Venstres borgmesterkandidat, Christian Brøns, har nemlig valgt at kaste håndklædet i ringen og trække sig.

Det oplyser han onsdag morgen til TV 2 ØSTJYLLAND.

Årsagen er en dårlig kultur i byrådet, siger han:

- Det er for mig at se på grund af en usund kultur i Randers Kommune, og det har jeg jo haft et mål og en ambition om med mit politiske arbejde at være med til at ændre. Men jeg må også konstatere, at det kan jeg ikke med de evner, jeg er i besiddelse af, og så har jeg stillet mig selv det spørgsmål, om jeg skal blive ved med at være i noget, der er usundt, og det skal jeg ikke, lyder det fra Christian Brøns.

Kan du blive lidt mere konkret? Hvad er det, der er usundt? Hvad er det for en kultur?

- Så kommer svaret ingen kommentarer, fordi det er ikke et slagsmål, som jeg har behov for at kaste mig ind i. Men I har jo også dækket Randers i en del år, så jeg er sikker på, at I kan finde nogle gamle lydklip og videoklip frem, hvor det fremgår tydeligt, siger han.

Holder kortene tæt

På TV 2 ØSTJYLLAND har vi tidligere blandt andet fortalt om en hård tone og dårligt arbejdsklima.

Christian Brøns vil dog ikke komme nærmere ind på, hvad der ligger i den dårlige kultur, han omtaler.

Hvis jeg så siger, det blandt andet kan handle om visse karakterer i byrådet, møder, der trækker ud, eller en dårlig tone, så er det ikke helt skudt ved siden af?

- Måske – men altså min karakterbog holder jeg hjemme hos mig selv, svarer han.

Christian Brøns fortsætter byrådsperioden ud med de poster, han har i dag.