Lokalt

Kongeskibet kom børnefamilie til undsætning

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Kongeskibet er en del af søredningstjenesten og kan også bruges som hospitalsskib.

Kongeskibet Dannebrog var på testsejlads ud for Sjællands rev onsdag, da besætningen fik en melding over radioen.

En sejlbåd i farvandet mellem Anholt og Nordsjælland havde fået motorproblemer. Og da der var vindstille, kunne båden ikke komme videre og havde brug for assistance.

Det er ikke unormalt, at besætningen på Dannebrog kommer sejlere til undsætning. Det fortæller Sten Bilde Jensen, der er orlogskaptajn og næstkommanderende på det kongelige skib.

- Når vi sejler rundt i danske farvande, er vi en del af farvandsovervågningen og søredningstjenesten, siger han.

Derfor kontaktede Dannebrog ejeren af sejlbåden for at høre nærmere om problemets karakter.

Med hjælp fra Dannebrogs besætning var motorproblemerne hurtigt løst.

Herefter sendte de et indsatsfartøj med teknisk personale hen til sejlbåden for at løse motorproblemerne.

- Vores besætning er gearet til at yde både teknisk assistance, slæbe-assistance eller læk-assistance, altså hvis et mindre fartøj skulle springe læk, fortæller Sten Bilde Jensen.

Hjælpen fra Dannebrog betød, at motorproblemerne hurtigt var løst, og at familien, der bestod af to voksne og to børn, kunne sejle videre på deres ferie-sejlads mod Hornbæk.

Kongeskibet klar til sejlads

Dannebrog har selv haft motorproblemer tidligere på sommeren, som betød, at majestætens planlagte togt til Færøerne blev afbrudt. Men efter testsejladserne er kongeskibet igen gearet til at sejle i de danske farvande, fortæller Sten Bilde Jensen til TV2 ØST.

- Vi har fået repareret hovedmaskinen, forklarer han.

- Så vi er som udgangspunkt færdige med testsejladsen, og skibet er tilbage og indgår i beredskabet igen, siger den næstkommanderende.

Dannebrog blev bygget i 1931-32 og tjener som officiel og privat residens for H.M. Dronningen samt øvrige medlemmer af den kongelige familie, når de er på sommertogt i hjemlige farvande eller på oversøiske officielle besøg.

Kongeskibet tager også del i farvandsovervågning og søredningstjeneste, når skibet er til søs og kan også bruges som hospitalsskib.

Hjælpen fra Dannebrog betød, at motorproblemerne hurtigt var løst, og at familien, der bestod af to voksne og to børn, kunne sejle videre på deres ferie-sejlads mod Hornbæk.