Lokalt

Øjenvidne til skyderi på Lolland: - Det havde vi jo ikke troet skulle ske her

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Pia Madsen så episoden i Dannemare, hvor en 25-årig mand blev skudt i maven af politiet.

En 25-årig mand er onsdag blevet skudt af politiet.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Skudepisoden fandt sted cirka klokken 13.20 på Jørgen C Pedersensvej, der er et beboelsesområde i Dannemare på Lolland, hvor politiet har været til stede lige siden.

Den unge mand er ifølge politiet blevet skudt i maven og blev efterfølgende hentet med en lægehelikopter, som fragtede ham til Rigshospitalets traumecenter, hvor han skal behandles.

Pia Madsen, der bor i Rudbjerg, så episoden, da hun besøgte nogle venner i Dannemare.

- Det er frygteligt, konstaterer hun.

Politibus kørt ud til Dannemare

Politiet har onsdag eftermiddag kørt politibussen ud til Dannemare for at skabe tryghed for borgerne i byen.

De beder borgerne om at rette henvendelse der – også hvis de har oplysninger i sagen.

Pia Madsen er chokeret over hændelsen.

- Det havde vi jo ikke troet skulle ske her. Det er kun noget, man tror, der sker i storbyerne. At det så lige skulle komme til vores lille provinsby, det havde vi jo ikke troet, siger Pia Madsen.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvorfor den 25-årige mand blev skudt. De oplyser dog i en pressemeddelelse, at den 25-årige er anholdt og fremstilles torsdag i grundlovsforhør in absentia ved Retten i Nykøbing.

Sagen er ligeledes overgået til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, hvilket er standardprocedure, når en politimand har afgivet skud.

- Derfor er der lige nu ikke yderligere oplysninger i sagen, lyder det fra politiet.