Lokalt

Påkørt betjent er nu uden for livsfare

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Hans tilstand er fortsat alvorlig, oplyser politiet. Den formodede gerningsmand er fortsat varetægtsfængslet.

Betjenten, der blev påkørt af en flugtbilist ved Aarhus 18. juni og efterfølgende blev lagt i kunstigt koma, er nu uden for livsfare.

Det oplyser Østjyllands Politi til TV 2 ØSTJYLLAND.

18. juni blev han påkørt af en flugtbilist ved krydset mellem Silkeborgvej og Åby Ringvej ved Aarhus.

Betjenten var i gang med at lægge såkaldte stop sticks ud på kørebanen for at få standset flugtbilisten, da bilisten påkørte ham i høj fart. Bilisten fortsatte ud ad Silkeborgvej.

Tilstand er stadig meget alvorlig

Den 31-årige involverede betjent blev efter påkørslen bragt til sygehuset i kritisk tilstand og blev lagt i kunstig koma.

I et tweet oplyser Østjyllands Politi dog, at hans tilstand fortsat betegnes som "meget alvorlig".

Bejtenten er ikke ved bevidsthed, oplyser de.

Intens eftersøgning førte til anholdelse

Politiet vil dog ikke oplyse yderligere om betjentens tilstand.

Ulykken skete en fredag aften, hvor gerningsmanden fortsatte sin flugt væk fra stedet. Politiet efterlyste en 20-årig mand, som de formodede, var gerningsmanden.

I løbet af søndagen kom politiet på sporet af, hvor den formodede fører af flugtbilen befandt sig. Efter intens eftersøgning blev han anholdt på en adresse i Brabrand klokken 23.43 søndag aften.

Godt en halv time inden anholdelsen af den 20-årige, havde en 19-årig mand, som politiet formoder sad som passager i bilen, selv henvendt sig på politigården i Aarhus. Han var også efterlyst, men ikke mistænkt. Han blev derfor afhørt i sagen, men ikke sigtet.

Fortsat varetægtsfængslet

Østjyllands Politi oplyser, at den 20-årige mand fortsat sidder varetægtsfængslet.

- Det er forlænget i yderligere fire uger, siger Jakob Christiansen.

I januar i år sagde selv samme mand til TV 2 ØSTJYLLAND, at han jævnligt kører vildt og langt uden for lovens rammer.

- Jeg kører meget hasarderet. Jeg er kendt som vanvidsbilist her rundt omkring, sagde han, da TV 2 ØSTJYLLANDs reporter mødte ham på en tankstation.

- Jeg kører over for rødt hele tiden. Det er ikke fordi, en rød lygte skal forhindre mig i at køre over. Hvis der er frit, så kører jeg jo bare.