Lokalt

Livredder advarer mod hestehuller efter voldsomt mange redningshændelser

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Rekordmange badegæster blev lørdag fanget i hestehuller ved de nordsjællandske strande.

- Jeg ser, at de ikke bevæger sig, og så gælder det om for mig at komme hurtigt nok ud til dem, så der ikke når at ske noget med dem.

Sådan fortæller livredder Jakob Klint Axelsen om sin vagt lørdag, hvor han personligt reddede 12 mennesker op af hestehuller – også kaldet revlehuller – ved Liseleje Strand.

Og de 12 redningsaktioner blev en del af en kedelig rekord for stranden.

I løbet af lørdagen blev i alt 20 personer nemlig reddet op fra hestehuller ved Liseleje Strand. Normalt foretager livredderne mellem 40 og 80 af denne type redninger på en hel badesæson.

Det bekræfter John Mogensen, der er livredderchef ved Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste, til TV 2 LORRY.

Weekendens mange redningsaktioner har fået John Mogensen og hans livredderkollegaer til at demonstrere overfor borgerne, hvad der sker, hvis man bliver fanget i et hestehul.

Hvad er et hestehul?

Hestehullerne opstår typisk, når der er pålandsvind. Det forklarer livredderchef John Mogensen til TV 2 LORRY.

- De opstår oftest ved pålandsvind. Det er sådan set bare der, hvor alle de vandmasser, der bliver presset ind over revet, de skal ud igen, siger han.

Vandet har svært ved at komme ud på dybt vand igen, da bølgerne bliver ved med at presse store mængder vand ind mod kysten. Derfor søger vandet mod den nemmeste vej, hvilket ofte er langs store sten ved havnemoler og bølgebrydere.

Det skaber kraftige strømme langs stenene, der graver selve hestehullerne i sandbunden, og på den måde opstår de farlige situationer.

- Det, der overrasker vores badegæster, er, at de står i vand til knæene, og så tager de et skridt, så kan de ikke bunde, samtidig med at de bliver trukket ud, siger John Mogensen.

Slås aldrig med strømmen

Hvis du selv er så uheldig at blive fanget i et hestehul, så er der én ting, som du aldrig må gøre ifølge John Mogensen.

- Det er at prøve at slås med strømmen. Lad være med at svømme lige mod land.

Du skal i stedet følge livredderchefens råd:

- Læg dig på ryggen og flyd, svøm sidelæns (i forhold til kysten, red.) eller følg med strømmen, siger han.

Hvis du følger strømmen, så vil hestehullets ofte sende dig lidt ud og ned ad kysten, men så vil den stærke strøm aftage, og så kan du nemt svømme i land.