Lokalt

Efter 451 dage har par fået deres penge tilbage for aflyst rejse

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Det har været en lang kamp for et par fra Silkeborg at få deres penge tilbage fra en aflyst rejse. Nu har de fået dem næsten halvandet år efter.

Det har været en lang kamp for Mette Bundgaard og Morten Swensson fra Silkeborg for at få de penge tilbage, som de havde betalt for en rejse sidste år – som rejseselskabet selv aflyste.

- Det er dejligt at få det afsluttet. Det bliver ligesom ved med at køre i hovedet, indtil man får en afklaring, siger Mette Bundgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

I april sidste år skulle parret have været på ferie til Tyrkiet lidt uden for Alanya. Men rejseselskabet Detur aflyste rejsen den 21. marts 2020.

I mailen stod der, at de ville få deres penge tilbage i løbet af 14 dage.

- Vi havde to muligheder – enten kunne vi få en ny dato eller få pengene retur, har Morten Swensson tidligere fortalt til TV2 ØSTJYLLAND.

Parret valgte at få de i alt 10.731 kroner refunderet. Men det skulle tage næsten halvandet år og et utal af mails frem og tilbage, før de fik pengene.

- Vi har kørt en sag via Fogedretten. De afgjorde sagen, og så fik Detur brev om, at de var dømt til at skulle betale og det har de så gjort, siger Mette Bundgaard.

Vi vil helt sikkert fraråde andre fra at bruge Detur. Jeg synes ikke, vi har fået en ordentlig behandling. De svarer ikke på mails, og kører den helt ud til kanten.

Mette Bundgaard, Silkeborg

Parret har den 29. juni modtaget penge for rejsen og omkostningerne i forbindelse med sagen i Fogedretten fra Detur – i alt 11.756 kroner.

Alligevel vil parret fraråde andre at bruge rejseselskabet.

- Vi vil helt sikkert fraråde andre fra at bruge Detur. Jeg synes ikke, vi har fået en ordentlig behandling. De svarer ikke på mails, og kører den helt ud til kanten, siger Mette Bundgaard.

Mange andre i samme situation

Parret fra Silkeborg er langt fra de eneste, som har haft et mellemværende med Detur. I flere Facebookgrupper skriver folk om lignende oplevelser med rejseselskabet.

I den lukkede gruppe "Kampen mod Detur" er der 456 medlemmer og en anden gruppe har over 700 – og ifølge Mette Bundgaard har flere andre også fået deres penge igen via Fogedretten.

- Der begyndte at tikke flere og flere beskeder ind fra folk, som havde været i Fogedretten, som havde fået deres penge, siger Mette Bundgaard.

Flere er også utilfredse med, at de ikke kunne få deres penge tilbage, når Detur stadig sælger pakkerejser.

Lovede at alle ville få pengene tilbage

Tilbage i marts da TV2 ØSTJYLLAND først fortalte om de mange utilfredse kunder, svarede Detur i en mail, at årsagen til de mange sager, som ikke var behandlet - var både på grund af coronaepidemien, som presser branchen, og fordi, Detur blev overtaget af et nyt selskab i september 2020.

- I den store proces kom det frem, at der var en masse sager, som ikke var blevet behandlet fra kunder. Vi vurderer det skete på grund af en menneskelig fejl, skrev Press Contact hos Detur, Tim Åström, i en mail til TV2 ØSTJYLLAND tilbage i marts.

Situationen med udestående midler er noget, ingen er "glade for". Hverken Detur eller vores kunder, og heller ikke nogen af vores kollegaer i denne branche.

Tim Åström, Detur.

Han oplyste også, at alle som havde ret til at få penge tilbage fra Detur, nok skulle få dem igen.

- Situationen med udestående midler er noget, ingen er ”glade for”. Hverken Detur eller vores kunder, og heller ikke nogen af vores kollegaer i denne branche, skrev Tim Åström.

Forbrugerråd: Som forbruger skal du klage

Hos Forbrugerrådet Tænk har vicedirektør Vagn Jelsøe tidligere forklaret til TV2 ØSTJYLLAND, at man som kunde skal klage til Pakkerejse-Ankenævnet, hvor man kan få medhold, hvis det er berrettiget.

- Så anlægger man en retssag, og hvis man får medhold, så vil Fogedretten til sidst gøre udlæg i Detur. Det er en meget lang og bøvlet rejse, og den er ikke helt gratis, sagde Vagn Jelsøe.

Det koster 500,- i retsafgift, når man anlægger en sag i Fogedretten.

I afgørelsen fra Fogedretten skal Detur også betale renter til parret fra Silkeborg. Dem forventer de at få snarest muligt.

I år skal pengene ikke bruges på en ny rejse, men måske til næste år – og én ting er helt sikkert, den bliver ikke købt hos Detur, fortæller Mette Bundgaard.

Svar fra Detur

Detur har efter artiklens udgivelse svaret på mail, at de fleste af alle refunderinger er blevet behandlet.

- Detur har administreret alle refunderinger og overlevet den værste krise i branchen siden 2. verdenskrig. Fremtiden for Detur er meget lys, og krisen har formet os stærkere, skriver Press Contact hos Detur, Tim Åström, i en mail på engelsk til TV2 ØSTJYLLAND.

Detur har administreret alle refunderinger og overlevet den værste krise i branchen siden 2. verdenskrig. Fremtiden for Detur er meget lys, og krisen har formet os stærkere.

Tim Åström. pressekontakt hos Detur.

I forhold til om kunderne kan have tillid til Detur, svarer han følgende:

- Hvorfor skulle Detur ikke være troværdig? Der er virksomheder i branchen, som har ”ducked away" fra problemerne, og lavet tekniske foranstaltninger for at rejse sig næste dag, og efterlader gælden ubetalt. Det gjorde Detur ikke, vi stod over for vores problemer og gjorde det rigtige for vores kunder og partnere, skriver Tim Åström og forklarer, at det er pandemiens skyld, at det har taget så lang tid at udbetale pengene til kunderne.

Afgørelse: Tilgodebeviser skal udbetales til kunder

Kunderne hos Detur er langt fra de eneste danskere, der kæmper med at få deres penge tilbage for aflyste rejser forårsaget af coronapandemien.

En række rejse- og flyselskaber har i stedet for kontant tilbagebetaling sendt vouchers - tilgodebeviser - til kunder som erstatning for deres rejser. Men den praksis kan nu ende med at blive ændret.

I denne uge slog Forbrugerklagenævnet nemlig fast, at kunder, der har modtaget en voucher, kan kræve at få deres penge udbetalt.

Afgørelsen handlede om en enkelt sag, hvor en mand krævede at få udbetalt pengene for en voucher, hvilket flyselskabet nægtede.

Manden oplyste Forbrugerklagenævnet, at han i første omgang ikke blev præsenteret for muligheden for at få udbetalt pengene kontant og derfor valgte en voucher.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk danner sagen præcedens i lignende sager - også selvom der i aftalevilkårene står, at tilgodebeviserne ikke kan udbetales i kontanter.

- Henvend dig bare til dit flyselskab og sig: ”Se den her afgørelse. Jeg vil have mine penge tilbage”. Hvis de protesterer, ved du, at du kan gå til Forbrugerklagenævnet, lød det fredag fra Vagn Jelsøe, der er direktør i Forbrugerrådet Tænk og et af de fire medlemmer i Forbrugerklagenævnet.

Et af de selskaber, der tilbød sine kunder en voucher uden at gøre opmærksom på, at de kunne få refunderet deres billetter, er SAS. Selskabet vil nu gennemlæse sagen grundigt, før det beslutter, hvordan man forholder sig til sagen.

Men SAS mener ikke umiddelbart ikke, at en den enkelte afgørelse danner præcedens.