Coronavirus

Regioner i opråb til danskerne: - Se at få booket, så har vi en tid i morgen

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Lige nu står regionerne med tusindvis af ledige vaccinetider. Derfor opfordrer de til, at folk skal booke tid til første stik vaccine hurtigst muligt.

De danske vaccinationscentre ligger inde med masser af vaccinedoser, men der mangler arme at stikke i.

Flere steder i landet oplever regionerne nemlig, at borgerne er for langsomme til at bestille en tid til deres første vaccination.

I Region Sjælland står de med 100.000 ledige tider til borgere over 15 år fordelt over de næste fire uger, skriver TV 2 Øst.

En rundringning foretaget af Jyllands-Posten viser, at billedet er det samme i landets øvrige regioner.

Og derfor opfordrer regionerne nu borgerne til at gå ind og booke en tid.

- Vi har opgraderet personalet, fordi vi har fået flere vacciner, og de skal helst ikke stå og ikke have noget at lave, siger Søren Wistisen Rasmussen, der er lægefaglig enhedschef i Det Nære Sundhedsvæsen hos Region Sjælland.

Kan få konsekvenser for vaccineplanen

Danmark ligger i øjeblikket inde med et stort parti Pfizer-vacciner, som venter på at blive taget i brug. Det skyldes et storindkøb fra Rumænien, som også har medført en fremrykning af vaccinekalenderen.

Hvis du booker en tid i dag, kan du få en tid et sted på Sjælland i morgen

Søren Wistisen Rasmussen, lægefaglig enhedschef i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland

I Region Sjælland har man modtaget 240.000 ekstra vacciner, og derfor står regionen med tider til første stik, som endnu ikke er booket.

- Det kan være, vi ikke har ledige tider alle steder i regionen. Men hvis du booker en tid i dag, kan du få en tid et sted på Sjælland i morgen, fortæller Søren Wistisen Rasmussen.

I alt drejer det sig om 40 procent af de oprettede tider, som venter på at blive reserveret. Og det kan få konsekvenser for vaccineplanen, hvis det ikke ændrer sig.

- Vi bliver ikke færdige til tiden, hvis ikke tiderne bliver booket. Og så har vi også en Delta-variant, der truer i baggrunden, siger Søren Wistisen Rasmussen.

Regionsformand opfordrer til at reservere en tid nu

Det er ikke kun i Region Sjælland, at man kæmper med at få folk til at bestille en tid.

I Region Syddanmark er der cirka 75.000 ledige vaccinetider de næste fire uger, mens Region Nordjylland har 65.000 ledige tider de kommende tre uger.

Samtidig har Region Midtjylland de næste fire uger cirka 160.000 ledige tider til første vaccination. Det oplyser regionen lørdag aften.

Danske Regioners formand, Stephanie Lose (V), opfordrer derfor også til at reservere tid, hvis man ikke har fået det gjort.

- Hvis ikke der er plads ved det nærmeste vaccinationscenter, så se, om der er andre centre, der kan bruges, eller hold løbende øje med, om der bliver lagt nye tider ud, siger hun til Jyllands-Posten.

I skrivende stund er der stadig over to millioner danskere, som mangler at blive vaccineret.

Derfor mener Stephanie Lose, at det er vigtigt, at danskerne takker ja til deres invitation i e-Boks hurtigst muligt, så epidemien kan blive holdt under kontrol - særligt nu hvor den ekstra smitsomme Delta-variant er blevet dominerende i Danmark

Sommerferien kan spille ind

Generelt har tilslutningen til at blive vaccineret været stor. I starten af juni var den samlede vaccinationstilslutning blandt de første ni målgrupper ifølge Sundhedsministeriet oppe på 94,9 procent

Men det er uvist, hvad der er skyld i de nu mange ledige tider

- Der kan være mange årsager til det. Folk er på ferie. Det har været godt vejr, siger enhedschefen i Region Sjælland Søren Wistisen Rasmussen og tilføjer:

- I tirsdags inviterede vi alle mellem 30-34 år, og det kom jo hurtigere end forventet, så det kan også være en årsag.

I næste uge vil børn i alderen 12-15 år blive tilbudt en vaccination. I alt har 3.585.357 millioner danskere fået første vaccinestik, mens lidt over 2,2 millioner er færdigvaccineret.