Lokalt

Næsten umuligt at skaffe fodboldtrøje - i Vejle gemmer der sig et 35 år gammelt parti

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Interessen er i dag stor for VM-trøjer fra 1986.

Fodboldtrøjer er så godt som udsolgt landet over. Men i Vejle er der fundet en sjælden parti:

35 år gamle fodbold-anorakker fra 1986. Fuldstændig ubrugte og i emballage.

Og nu sælger Emilie Pedersen dem. Det var nemlig hendes farfar, der indtil for 15 år siden havde en sportsbutik, hvis lager husede de rød-hvide trøjer.

Oplagt mulighed for at sælge

Da familien ryddede op i butikken, gjorde de ikke meget ved fundet. De blev gemt væk, indtil Emilie Pedersen for et par år siden skulle på Skanderborg Festival. Der uddelte hun gavmildt jakker til 20-25 af sine veninder.

Og siden har hun ikke tænkt meget over dem. Indtil nu.

- Så opstår der denne her situation, hvor Danmark er med i EM. Så tænkte jeg, at der ikke var nogen bedre mulighed end at sælge dem nu, siger hun og tilføjer, at de derfor er røget på både DBA og Facebook.

Sætter et præg på slutrunden

Trøjerne er fra den ikoniske VM-slutrunde i 1986, hvor Danmark spillede sig i ottendedelsfinalen. En præstation, der bjergtog den danske nation og gav fornyet opbakning til det danske landshold.

Interessen er stor for anorakkerne, som passer til datidens spillertrøje, fortæller Emilie Pedersen. Og hun synes, det er "rigtig fedt", at de gamle trøjer nu blander sig i bybilledet under disse dages fejring af herrelandsholdets EM-præstationer.

- De er med til at sætte et præg på slutrunden, og de giver stemning, siger hun.

Til spørgsmålet om, hvorvidt hun selv iklæder sig anorakken, er svaret klart.

- Det kan du tro, siger hun.