Lokalt

Russiske kampfly ved Bornholm var ikke alene

TV 2/Bornholm logo
I samarbejde med TV 2/Bornholm

Da to russiske kampfly 11. juni krænkede dansk luftrum ved Bornholm, var opbuddet af russiske fly langt større end hidtil offentligt kendt.

De to russiske kampfly, der for få uger siden krænkede dansk luftrum, var ikke alene i luften.

Det viser hidtil klassificerede dokumenter om sagen som Berlingske har fået aktindsigt i.

To russiske kampfly krydsede fredag 11. juni grænsen til dansk luftrum nordøst for Christiansø og Bornholm. Første gang klokken 11.08 og så igen klokken 11.40.

Hændelsen udløste straks fordømmelse fra regeringen, der påpegede, at der var tale om en bevidst provokation fra russisk side.

Forsvarsminister Trine Bramsen kaldte det for en bevidst og overlagt provokation, og hændelsen betød også, at udenrigsminister Jeppe Kofod indkaldte Ruslands ambassadør til et møde i Udenrigsministeriet for at få en forklaring på krænkelsen af dansk luftrum.

Men opbuddet af russiske fly i området var meget større, end hvad der hidtil har været offentligt kendt. De to russiske kampfly indgik nemlig i en større gruppe af russiske militærfly, som Flyvevåbnet identificerede over Østersøen med "retning mod vest". Fredag 11 juni var der fem formationer bestående af i alt 11 russiske militærfly i luften øst for Bornholm, hvoraf de to fly altså fløj ind i dansk luftrum. Det viser Flyvevåbnets beskrivelse af forløbet, skriver Berlingske.

På grund af den russiske tilstedeværelse blev to F-16-fly fra det danske afvisningsberedskab aktiveret to timer tidligere. Yderligere to F-16-fly blev sat i skærpet beredskab og efterfølgende beordret på vingerne.

Da de to F-16-fly ved 11-tiden måtte vende om på grund af lav brændstofbeholdning, overtog de to andre danske F-16-fly. Den følgende time identificerede de yderligere tre formationer af russiske militærfly bestående af to SU-24-jagerbombere og fire SU-30-kampfly. Det var to af de SU-30-fly, der klokken 11.08 fløj ind i dansk luftrum nordøst for Christiansø.

Til Berlingske siger professor på Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet og ekspert i international sikkerhedspolitik, Peter Viggo Jakobsen, at oplysningerne "understreger, at der var tale om en bevidst og nøje planlagt provokation fra Ruslands side".