Lokalt

Første danske kommune færdigvaccineret

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Torsdag bliver alle Læsø-borgere, der har taget imod et vaccinetilbud, færdigvaccineret

Torsdag klokken 16.20 sker det. Når den sidste borger på Læsø torsdag får sit andet vaccinestik mod coronavirus, har økommunen rundet en milepæl. Som den første kommune i Danmark er alle, der har taget imod tilbuddet, færdigvaccineret.

- Det betyder rigtig meget, for det giver os frihed, siger Helle Christensen, der er forvaltningschef i Ældre og Sundhed i Læsø Kommune.

Det sker, længe før landets øvrige kommuner når i mål. I maj måned blev det bestemt af Sundhedsstyrelsen at fremrykke vaccinationerne på øen blandt andet for at spare transport.

Kæmpe betydning

At milepælen bliver nået lige op til sommerferien er af stor betydning for øen.

- Vi er en ø, der lever af at servicere turister og gæster i sommerperioden. Så det giver os sikkerhed både for gæster og turister, at vi nu har flokimmunitet, siger Helle Christensen.

Sidste år i højsæsonen havde Læsø besøg af 110.000 gæster, og i alt har der blot været 20 coronatilfælde i løbet af epidemien - og ingen coronadødsfald.

- At vi har formået det, siger noget om, at vi har passet på borgerne, og at de har været gode til at følge henstillingerne. Det er rigtig flot, særligt med tanke på turistsæsonen, hvor der kom rigtig mange.

Også Læsøs borgmester, Karsten Nielsen (V), er glad - og lettet - over, at øen allerede nu er i mål.

- Det er ikke så ringe endda. Det er dejligt, og det passer perfekt med tidspunktet, fordi vi forventer et stort rykind af turister snart.

Om blot en til to uger bliver indbyggertallet mangedoblet, hvor man regner med 10.000 besøgende på øen ad gangen, oplyser borgmesteren.

Perfekt timing

Ud over turismen betyder det også meget for øboerne, der har landets højeste gennemsnitsalder.

- Det betyder rigtig meget, at vi har formået at beskytte lokalbefolkningen. Vi er jo mange gamle på øen, lyder det fra Karsten Nielsen.

- Vores gennemsnitsalder er knap 57 år, og det ville være katastrofalt, hvis de ældre var blevet syge, siger Helle Christensen og sender roser af sted til personalet.

- De har været helt forbilledlige. Det er jo personale, der også i dagligdagen arbejder med eksempelvis pleje, som ved siden af har trukket læsset.

Og personalet bliver der brug for til andre ting lige om lidt.

- Det passer som fod i hose, at vi når milepælen, nu når vi går over i højsæsonen, hvor mange af vores gæster også skal have hjælp, siger forvaltningschefen i Ældre og Sundhed i Læsø Kommune og oplyser, at vaccinetilslutningen ligger på 86 procent.

Læsø Kommunes indbyggertal er 1776. I hele Region Nordjylland bor der 590.439.