Lokalt

Sygeplejersker i Odense og Silkeborg må droppe strejke

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Sygeplejersker kan ikke strejke, fordi der skal stilles med et nødberedskab. - Det gør ondt, at vi ikke kan bruge vores eneste kampvåben, lyder det.

Fra midnat skulle store dele af sygeplejerskerne i Silkeborg Kommune gå i strejke, men sent fredag aften blev Silkeborg fritaget for konflikt.

Det skriver Dansk Sygeplejeråd i en pressemeddelelse.

Silkeborg Kommune har efter forhandlinger med Dansk Sygeplejeråd i Kreds Midtjylland besluttet at aflyse strejken.

Årsagen er, at det ikke er muligt at stille et nødberedskab, der kan løse opgaverne fyldestgørende, da dagligdagens bemanding er afhængig af vikarer, der ikke kan tage arbejde under en konflikt.

- Det viser, at den danske model ikke fungerer for sygeplejersker, siger fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Silkeborg Kommune.

- Vi kan ikke få lov til at give udtryk for vores utilfredshed på nogen måde. Vi har med mennesker at gøre, det er ikke en produktion, vi bare kan gå fra. Derfor viser det her, at der er behov for os. Det viser, at kompleksiteten i vores opgaver er så stor, at der ikke er andre, der kan udføre dem. Og dermed viser det også, at opgaverne netop er så store, at vi burde få en bedre løn, lyder det fra tillidsrepræsentanten.

- Det gør ondt

Kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråds midtjyske afdeling, Hanne Holst Long, ærgrer sig også.

- Det gør ondt, at vi ikke kan bruge vores eneste kampvåben, som er at varsle konflikt. Når det ikke kan lade sig gøre at strejke alligevel, fordi opgaverne er så livsvigtige, så føler man sig fastlåst i et system, hvor man ikke kan gøre fra eller til.

- Men vi stopper ikke her. Jeg synes stadig, der ligger en stor opgave i at få råbt politikerne i Silkeborg op. Så vi er absolut ikke færdige med at kæmpe, selvom Silkeborg ikke er i konflikt, siger Hanne Holst Long.

Der var i alt udtaget 98 sygeplejersker i Silkeborg Kommune til strejke. De kan nu fortsætte med at arbejde.

25 kan strejke i Odense

Også i Odense Kommune er flere sygeplejersker blevet undtaget fra strejken. Antallet af sygeplejersker, der strejker i kommunen, er blevet skåret ned fra 200 til 25.

Det siger John Christiansen, der er formand for sygeplejerskerne i Syddanmark under Dansk Sygeplejeråd til Ritzau.

- Vi udviser ansvarlighed, i forhold til hvad Odense Kommune beder os om, når det kommer til, hvilket beredskab vi skal stille med.

- Strejken kommer til at se anderledes ud i Odense Kommune, end vi havde forestillet os, og derfor kommer vi selvfølgelig også til at overveje, hvad næste skridt er, siger han.

Han fortæller, at det primært er hjemmesygeplejerskerne, som der ifølge kommunen er behov for for at kunne løse de nødvendige opgaver.